Koral er en betegnelse for den gregorianske sang, siden 1500-tallet tillige betegnelse for den lutherske kirkes menighedssang og i snæver forstand dennes melodier.

Faktaboks

Etymologi
Ordet koral kommer af middellatin (cantus) choralis 'korsang', af chorus 'kor', af græsk choros 'kor, kordans'.

Med Luthers Deutsche Messe (1526) fik menighedssangen på modersmålet en central rolle i den protestantiske gudstjeneste. Ved valget af melodier til den nye salmedigtning blev der øst af mange forskellige kilder. Fra den katolske liturgiske sang blev adskillige hymner, sekvenser og enkelte messeled overtaget i omarbejdet skikkelse. Fra den folkelige sang overtog man førreformatoriske åndelige viser med tekster på tysk eller blandet latin-tysk; hertil hører Mariaviser, processionssange og leiser. Også verdslige sange blev omdannet til kirkelig brug (kontrafaktur), og endelig skrev Luther og andre helt nye salmer til melodier, hvis oprindelse for en stor dels vedkommende er ukendt; et berømt eksempel er Luthers Vor Gud han er så fast en borg.

I 1524 udkom den første af en række salmebøger med enstemmige melodier, og fra samme år stammer den første korsangbog med flerstemmige udsættelser af salmemelodier. I løbet af århundredet blev den ældre koral med hovedmelodien i tenorstemmen ligesom i en motet afløst af kantionalkoralen, der har melodien i overstemmen.

Reformationstidens menighedssang var enstemmig uden instrumental ledsagelse; i større kirker kunne den udføres som vekselsang med det flerstemmige kor eller med orglet (alternatim-praksis). Efterhånden vandt orgelledsagelsen af menighedssangen indpas, og omkring 1630 kom de første samlinger af harmoniserede koraler. I senere samlinger var koralerne forsynet med generalbas, en praksis, som banede vejen for en stærk indflydelse fra den verdslige musik.

Med pietismen kom arier og danseviser ind i gudstjenesten, og med rationalismen den langsomme, højtidelige kirkesang i lige lange noder. Som reaktion mod den stivnede koral opstod i Danmark i 1800-tallet den følsomme kirkelige romance, som Thomas Laub i begyndelsen af 1900-tallet tog afstand fra. I Den danske koralbog (1954) er såvel tradition som fornyelse tilgodeset.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig