• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

motet

Oprindelig forfatter PRy Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/20280/=ud_a_112251.mp3?revision=1

motet, musikalsk genre, der har gennemgået en så omfattende udvikling, at en entydig definition ikke er mulig. Der skelnes mellem forskellige stilperioder:

Motet er vist diminutiv af fransk mot 'ord' eller italaliensk motto 'fyndord, bibelord', begge af lat. muttum 'muk, ord', af muttire 'tale sagte, mumle'.

Den ældre motet

opstod i modalepoken (ca. 1200), først gennem tekstunderlægning af overstemmerne i de afsnit af organumsatserne, der var holdt i discantusstil (clausulae), siden som selvstændige satser, der dog for det meste fortsat var komponeret over kirkelige eller verdslige cantus firmi. Teksterne var ofte på hver sit sprog (latin og fransk) og kunne have verdsligt indhold, hvorfor motetten gradvis mistede karakteren af kirkemusik. I 1300-t. udvikledes isorytmikken, der består i stemmernes (især tenors) inddeling i rytmisk ens figurer; princippet fandt især anvendelse i den isorytmiske motet (Philippe de Vitry, Guillaume de Machaut). Et sent eksempel på en isorytmisk motet er Guillaume Dufays Nuper rosarum flores, skrevet til indvielsen af kuplen over domkirken i Firenze (1436).

Den yngre motet

Orlando di Lasso afbildet siddende ved cembaloet med det bayerske hofkapel omkring sig. Foruden at lede kapellet førte han opsyn med uddannelsen af kordrenge og skulle sørge for kopiering af noder til kapellets samling. Bogmaleri fra ca. 1570 af Hans Mielich (1516-73).

Orlando di Lasso afbildet siddende ved cembaloet med det bayerske hofkapel omkring sig. Foruden at lede kapellet førte han opsyn med uddannelsen af kordrenge og skulle sørge for kopiering af noder til kapellets samling. Bogmaleri fra ca. 1570 af Hans Mielich (1516-73).

fremkom i 1400-t. og er især kendetegnet ved at være skrevet til én tekst på latin, fremført i alle stemmer. Ordene stammer navnlig fra forskellige dele af den romersk-katolske kirkes liturgi (messens propriumsled, antifoner, responsorier, vers fra salmer i Salmernes Bog i GT osv.), hvorfor motetten havde forskellige liturgiske funktioner. I den første tid anvendtes den tilhørende gregorianske melodi som cantus firmus i de flerstemmige satser, og karakteristisk for genren er desuden, at satserne er opdelt i selvstændige afsnit, der typisk omfatter en verslinje; disse afsnit kan opvise betydelige kontraster i taktart, tempo, musikalsk udtryk osv.

Annonce

Et særdeles vigtigt skridt i motettens stilistiske udvikling var indførelsen af imitationsprincippet i begyndelsen af 1500-t. Den gennemimiterede motet er kendetegnet ved, at de individuelle afsnit udsættes som korte, fugatolignende episoder, der overlapper hinanden. Samtidig blev motetten efterhånden frigjort fra de gregorianske melodier og skrevet uden cantus firmus. Til de mest betydelige motetkomponister i 1500-t. hører Palestrina,Orlando di Lasso og Victoria.

Sideløbende med den latinske motet opstod i Tyskland den protestantiske koralmotet, hvis tekstlige og musikalske grundlag var den evangeliske koral (bl.a. hos Hans Leo Hassler).

Efter 1600

I Venezia dyrkede Markuskirkens komponister fra slutningen af 1500-t. en motetform, der dels udnyttede den flerkorede teknik, dels gjorde brug af instrumenter; disse blev anvendt både i selvstændige afsnit og som akkompagnement til de vokale stemmer. Med forbillede i Giovanni Gabrielis Sacrae symphoniae (1597) skrev Heinrich Schütz i 1600-t. bl.a. satser af tilsvarende art, Sinfoniae sacrae og Kleine geistliche Konzerte, der blev forløbere for den protestantiske kirkekantate. I 1600-t.s Frankrig skrev komponister som Marc-Antoine Charpentier, Michel-Richard de Lalande, Jean-Baptiste Lully og François Couperin grands motets med solister, kor og instrumenter. På samme tid blev der i England dels skrevet motetter i ældre stil til latinske tekster, dels et engelsksproget modstykke til den gejstlige koncert, kaldet anthem. Motetgenren er i øvrigt blevet dyrket lige til vore dage.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom: motet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127898