Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

messe

Oprindelig forfatter PRy Seneste forfatter Redaktionen

messe, musikalsk genre, som regel en flerstemmig komposition, der består af den romersk-katolske messes fem ordinariumsled: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus og Agnus Dei. En kort udsættelse af Kyrie og Gloria alene betegnes missa brevis, mens en større festlig eller højtidelig messekomposition kaldes missa solemnis.

Ordet messe kommer af det latinske missa 'gudstjeneste, messe', afledt af mittere 'sende', ofte udledt af bortsendelsesordene Ite missa est 'gå, (forsamlingen) er sendt bort', men måske oprindelig 'procession' eller 'offer'.

I visse tilfælde, bl.a. dødsmessen requiem, kan en messe også omfatte et eller flere propriumsled, bl.a. introitus og graduale.

Den ældste periode

De første samlede flerstemmige udsættelser af de fem ordinariumsled stammer fra 1300-t. med Guillaume de Machauts Messe de Nostre-Dame som den mest berømte. Han havde imidlertid anvendt forskellige kompositoriske teknikker til de enkelte dele, hvorfor 1400-t.s komponister så det som deres opgave at finde metoder til at give messerne en indre musikalsk sammenhæng. Dette mål, den cykliske messe, blev i første omgang nået gennem brugen af én og samme grundmelodi, cantus firmus, som skelet i alle fem messeled. Hertil anvendtes især verdslige melodier, der som regel gav de enkelte messer navn; det kendteste eksempel er L'homme armé, som adskillige komponister siden Guillaume Dufay har lagt til grund for deres messer (bl.a. Pierre de la Rue, Josquin des Prés og Palestrina); men mange andre melodier har kunnet inddrages med det samme formål.

Annonce

I slutningen af 1400-t. opstod en ny teknik, der bestod i at overtage en i forvejen eksisterende, flerstemmig sats, fx en motet eller en madrigal, og omdanne den ved at tilpasse musikken til ordene i de fem messeled. Messer skrevet under anvendelse af denne såkaldte paroditeknik kendes af bl.a. Josquin des Prés, Palestrina, Orlando di Lasso og Tomás Luis de Victoria.

Messen efter 1600

Med disse komponister, der alle levede og virkede i 1500-t., nåede messen sit absolutte højdepunkt som musikalsk genre. I de følgende stilperioder gled den mærkbart i baggrunden, i første omgang fortrængt som vigtigste musikalske udtryksform af operaen, som den i lighed med de fleste andre musikalske genrer kom under væsentlig indflydelse af.

I baroktiden (ca. 1600-ca. 1750) blev det almindeligt at opdele de enkelte messeled i en række selvstændige satser (kor, arier, duetter osv. som fx i J.S. Bachs h-mol-messe) og at anvende forskellige koncerterende instrumenter.

I den wienerklassiske periode (anden halvdel af 1700-t.) bidrog Mozart og især Haydn til genren med en række messer, der vel var beregnet til liturgisk brug, men hvis musik kendetegnes af tidens symfoniske og koncertsalsprægede stil.

Både i romantikken (1800-t.) og i nyere tid har adskillige komponister, heriblandt Beethoven, Franz Schubert, Gioacchino Rossini, Franz Liszt, Anton Bruckner, Igor Stravinskij, Benjamin Britten, Maurice Duruflé og Gilbert Amy, skrevet messer.

Om den romersk-katolske messe som gudstjenesteform læs her.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom: messe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124553