Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

graduale

Oprindelig forfatter RToen Seneste forfatter Redaktionen

graduale, (af lat. gradualis 'trinvis', af gradus 'trin, skridt'), i den romersk-katolske messe det andet led i propriet, dvs. den sang, der fremføres efter messens første læsning.

Gradualet har rødder i den jødiske og oldkristne salmodi og består af et solistisk sunget vers og korets omkvæd (responsorium); i nutidens liturgi fremføres først responsoriet og derpå verset. Stilistisk hører gradualet til de musikalsk rigeste led i den gregorianske sang; de kunstfærdige toneranker (melismer) findes både på ord, der fremhæves, og som ornamentik, ikke mindst i versene.

Graduale er desuden navn på de bøger, der indeholder de gregorianske sange til den romersk-katolske messes propriums- og ordinariumsled (se antifonale).

Annonce

De trykte udgavers historie er knyttet til Tridentinerkoncilets bestræbelser på en kirkemusikalsk reform, som komponisten Palestrina blev inddraget i. Først i 1614/15 udkom Editio Medicaea, en privatudgivelse, der var gyldig indtil slutningen af 1800-t., og som med sine mange oplag indledte en nedgangsperiode i den gregorianske tradition.

Efter et omfattende forskningsarbejde udkom i 1908 Graduale Romanum med de restaurerede melodier. Denne værdifulde samling blev justeret af benediktinerne i Solesmes-klostret i Frankrig i en ny udgave fra 1974 efter nyordningen i forbindelse med liturgireformen i 1970.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rolf Tönshoff: graduale i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85250