Antonio Stradivari, Antonio Stradivarius, ca. 1644-1737, italiensk violinbygger, virksom i Cremona. Antonio Stradivari var elev af Nicola Amati (1596-1684) ca. 1660 og byggede i begyndelsen både violininstrumenter, harper, lutter og guitarer.

Fra ca. 1680 udviklede han egne modeller inden for violin- og cellobygning, og 1700-20 må betegnes som hans fineste periode. Hans instrumenter anses for at være af højeste kvalitet både håndværksmæssigt og klangligt, og mange leder stadig efter hemmeligheden bag; især den anvendte lak har været genstand for undersøgelser.

Der er bevaret ca. 650 Stradivariinstrumenter, hvoraf mange bærer navne, fx Messias, Betts og Il Cremonese. Især i 1800-tallet anvendte andre hans modeller og forsynede deres instrumenter med Stradivaris byggerseddel, og der findes derfor mange tusinde violiner af denne type.

Se også violin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig