Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kammermusik

Oprindelig forfatter JF Seneste forfatter Redaktionen

kammermusik, musik af intim karakter for et mindre ensemble af soloinstrumenter, beregnet til opførelse under private former eller for et begrænset publikum. I 1600-t. blev de musikalske genrer i høj grad defineret ved deres funktion, og da ordet kammer brugtes om fyrsternes saloner, betegnede kammermusik hoffernes musik (modsat kirke- og teatermusik). Musiche da camera omfattede således også vokale former (kantater, solosange) og værker for orkester. Baroktidens kammermusik blev domineret af sonaten, især triosonaten for to soloinstrumenter med basso continuo. Med generalbasspillets forsvinden i midten af 1700-t. blev strygekvartet og solosonate wienerklassikernes foretrukne kammermusikalske ensembletyper, og i 1800-t. dyrkedes desuden kammermusik med klaver og med blæsere. 1900-t.s opgør med senromantikkens store former førte til øget interesse for kammermusikken. Den rykkede ind i koncertsalene, men bar stadig præg af noget eksklusivt. Nu som tidligere spiller den en afgørende rolle som medium for kompositoriske eksperimenter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Frandsen: kammermusik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 6. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=103536