Marokko - musik, Marokko hører til den vestlige del af den arabiske musikkultur, som bygger på maqamsystemet af diatoniske skalaer med udbredt brug af mikrointervaller. I de nordafrikanske Maghreblande benyttes ofte en særlig 6/8-takt, hvor første og fjerde slag i takten forlænges en smule. Der findes fire hovedgenrer: den klassiske musik, nawba, den religiøse musik, berbernes musik og populærmusikken.

Nawba er en femdelt suiteform inden for musiqi andalusi ('andalusisk musik'), der har rødder i middelalderens maurisk-spanske musikkultur. I nawba bruges korthalslutten ud, strygeinstrumentet rabab og håndtrommen darabukka som de almindeligste instrumenter.

Den religiøse musik omfatter dels det ortodokse islams bønnekald, adhan, dels musikken hos de sufiske broderskaber af mystikere som Gnawa og Jilala. Deres repetitive rytmer og melodier kan sætte tilhørerne i trance og anvendes til helbredelse af sygdomme.

Berbernes overvejende pentatone musik er mest udbredt i Atlasbjergene. Under de rituelle danse synger to grupper til hinanden, ledsaget af håndklap og 6/8-rytmer fra rammetrommen bandir. Her kan man også høre den en- til trestrengede lut gunbri, hvis resonanskasse er beklædt med skind. Gunbri erstattes ofte med banjo.

Populærmusikken er til en vis grad fælles med den øvrige arabiske verden. Indflydelsen især fra Cairo er stor; dog spores ofte et tydeligt lokalt særpræg. Fra 1980'erne har ray-musikere som Cheb Kader og Cheb Mimoun fået stor udbredelse, ikke blot i Marokko og Algeriet, men også blandt unge nordafrikanske indvandrere i Frankrig. Ray er en fusion mellem arabisk og vestlig populærmusik med tekster, som appellerer til den unge generations moderne livsførelse. Se også arabisk musik.

Læs mere om Marokko.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig