Cuba - musik, Cubansk musik er poetisk beskrevet som "resultatet af en kærlighedsaffære mellem den spanske guitar og den afrikanske tromme". Den afrikanske indflydelse afspejler sig især i tromme- og dansetraditioner som den afrocubanske religion santería, hvor hver gud, orisha, har sin rytme og dans, samt i den verdslige rumba, hvor de tre typer, yambú, guaguancó og columbia, repræsenterer et bredt spektrum af rytmiske, kropslige og sociale udtryk.

En modsvarende europæisk dominans spores i trubadurtraditionen samt de tidlige stilarter contradanza, danza habanera, som senere blev til habanera, og danzón, der førte til den verdensberømte rytme og dans cha-cha-cha. Den måske stærkeste og samtidig mest ligeværdige europæisk-afrikanske stilart er el son, forløberen for den moderne salsa. Til de vigtigste navne i 1990'erne hører Lázaro Ros (santería), Los Muñequitos de Matanzas (rumba), Los Van Van, Orquesta Revé og NG La Banda (salsa) samt trubadurerne Pablo Milanés, Silvio Rodríguez og Carlos Varela.

Læs mere om Cuba.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig