Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jødisk musik

Oprindelig forfatter JMR Seneste forfatter Redaktionen

Jødisk musik. Vædderhornet shofar er det eneste instrument, der bruges i synagogen inden for alle jødiske retninger. Den rituelle blæsning lyder på helligdagene rosh ha-shanah (nytår) og yom kippur (ransagelsesdagen). Den er et kald til agtpågivenhed i de ti bodsdage mellem de to fester, hvor menneskene skal ransage deres hjerter og vende tilbage til Gud. Shofaren skal ifølge jødisk tro lyde ved genopstandelsen. Billedet stammer fra Synagogen i København.

Jødisk musik. Vædderhornet shofar er det eneste instrument, der bruges i synagogen inden for alle jødiske retninger. Den rituelle blæsning lyder på helligdagene rosh ha-shanah (nytår) og yom kippur (ransagelsesdagen). Den er et kald til agtpågivenhed i de ti bodsdage mellem de to fester, hvor menneskene skal ransage deres hjerter og vende tilbage til Gud. Shofaren skal ifølge jødisk tro lyde ved genopstandelsen. Billedet stammer fra Synagogen i København.

jødisk musik, udgør en væsentlig del af den jødiske kultur, hvad bl.a. den hyppige omtale af sange og instrumenter i salmerne i Salmernes Bog i Det Gamle Testamente er et tidligt vidnesbyrd om.

I templet, som ødelagdes år 70, og ved hoffet virkede professionelle sangere og instrumentalister. I synagogen blev kantoren (hazzan) leder af bønnen og traditionsbæreren, mens musikken blev begrænset til blæsning af vædderhornet (shofar) og sang, især knyttet til bibellæsning og bøn.

Der anvendes faste melodiske formler (nusah), og de forskellige intonationer, der bruges ved oplæsning af Torahen (Mosebøgerne), salmerne og visse andre bibelske bøger, anføres i teksten med accenter (ta'amim). Ved jødiske højtider i hjemmet synges bordbøn, sabbatsange og særlige helligdagssange.

Annonce

Israels jøder spredtes efter år 70 til Nordafrika, Vestasien og Europa, hvor der under påvirkning af lokale forhold opstod tre hovedtraditioner inden for den jødiske kultur, herunder musikken: den yemenitiske (i Yemen og Etiopien), den mediterransk-sefardiske (omkring Middelhavet) og den ashkenaziske (i Central- og Østeuropa).

Yderligere påvirkning fra omgivelserne førte til deling i lokale stilretninger, men fælles for dem er de liturgiske tekster på hebraisk. Alle traditioner og deres underformer findes og påvirker hinanden i det moderne Israel.

Den isolerede yemenitiske sangtradition går tilbage til 100-tallet f.Kr. I det sefardiske område taltes judesmo, og traditionen bevarer gamle spanske sangtyper som romancero. Her levede arabere og jøder indtil slutningen af 1400-tallet tæt sammen og skrev sang-digte inden for samme genre, men på hver sit sprog.

Ashkenazitraditionen udvikledes efter år 900 i Tyskland og det franske Rhinområde med jiddisch som sprog. Masseflugt til Polen og Rusland efter midten af 1300-tallet dannede grundlag for den østeuropæiske gren, hvor jiddisch blev bevaret, og hvor kantorerne udviklede en virtuos professionel stil, hazzanut.

Den jødiske folkemusik blandede synagogesang med lokalt melodistof, og den blev i højere grad end den liturgiske musik påvirket af det stedlige miljø. I det østlige ashkenaziområde opstod bl.a. klezmer-dansemusik omkring 1500; musikerne (klezmorim) optrådte kun ved festlige lejligheder, især ved bryllupper. I slutningen af 1900-t. har denne musikform opnået en betydelig popularitet, bl.a. i Europa og USA.

Hasidismen udviklede sin egen sangtradition i Polen og Rusland i 1700-tallet. Da melodien (niggun; flertal niggunim) antoges at inspirere til religiøs henførelse, er mange af sangene uden meningsfuld tekst.

Grundlaget for den oprindelige, mundtlige tradition er mester-lærlingforholdet, der endnu anvendes blandt jøder i arabiske lande. Skriftlig overlevering kendes fra 1100-tallet, men er sjælden indtil 1700-tallet.

I 1800-t. transskriberede og udgav kantorerne mundtligt overleverede sange og ny professionel hazzanut. I Jerusalem samlede musikforskeren A.Z. Idelsohn (1882-1938) sange fra de mange traditioner i Hebräisch-Orientalischer Melodienschatz (10 bd., 1914-32) og lagde dermed grunden til den jødiske musiketnologiske forskning; et omfattende materiale om jødiske musiktraditioner er blevet kendt gennem senere forskning.

Det professionelle israelske INBAL Ensemble opfører yemenitisk sang og dans. I både Europa og USA har folkesang og -musik samt folkemusikinspirerede kompositioner været meget benyttet til koncerter og i jiddisch teater.

Klezmorim blev næsten udslettet i Europa i 1940'erne, men i USA genopliver grupper som Kapelye og Brave Old World musikken vha. de få overlevende klezmorim og gamle grammofonplader. Moderne hasidiske bevægelser benytter niggunim.

Læs også om israelsk musikliv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jane Mink Rossen: jødisk musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102770