• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina - musik

Oprindelig forfatter VKjae Seneste forfatter Redaktionen

Kina. Gravfigur fra Tangdynastiet. Små ensembler med danseopvisning blev populære ved hoffet, der ellers rådede over tusindvis af musikere og dansere. Kvinden med tværfløjten har været medlem af et sådant ensemble. Idemitsu kunstmuseum, Tokyo.

Kina. Gravfigur fra Tangdynastiet. Små ensembler med danseopvisning blev populære ved hoffet, der ellers rådede over tusindvis af musikere og dansere. Kvinden med tværfløjten har været medlem af et sådant ensemble. Idemitsu kunstmuseum, Tokyo.

Historie

Kinesisk musik har en lang forhistorie. Fra stenalderen kendes benfløjter og ægformede lerfløjter af en okarinalignende type, xun, der i lidt modificeret form stadig er i brug. De tidligste beskrivelser af organiseret musikudøvelse findes på de såkaldte orakelknogler fra Shangdynastiet (ca. 1650- ca. 1000 f.Kr.) i forbindelse med religiøse ceremonier.

Her omtales klokker, fløjter, trommer og klangsten. Allerede på dette tidspunkt fremgår det, at musikken er et middel til at fremme harmoni mellem det jordiske og det himmelske. Det førte i tidens løb til, at toner og skalaer blev genstand for omfattende matematisk/kosmologiske beregninger.

Resultatet skulle sikre harmonien i det tredelte, universelle system bestående af de indbyrdes afhængige elementer Jord, Himmel og Menneske. I kilder fra Zhoudynastiet (ca. 1000-255 f.Kr.) kommer strengeinstrumenter ind i billedet. Her omtales også musikkens betydning både universelt og menneskeligt.

Annonce

God musik er forædlende, dårlig musik (den larmende og sanseophidsende) er ødelæggende. Der var omfattende kontrol med musikken rundt om i landet af hensyn til statens sikkerhed, såvel politisk som i en større sammenhæng, idet man mente, at universel disharmoni kunne føre til fx naturkatastrofer.

Også Kong Fuzi tillagde musikken samfundsmæssig betydning og skelnede skarpt mellem god og dårlig musik. Det fik langtrækkende konsekvenser, idet kongfuzianismen blev anerkendt som statens filosofiske grundlag i Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.) og først underkendtes ved kommunisternes magtovertagelse i 1949.

Men musikken trivedes også på det folkelige plan, og dens underholdningsværdi kunne ikke undertrykkes. Øget samkvem med Centralasien, Indien og Mellemøsten tilførte Kina mange nye musikalske impulser.

I Tangdynastiet (618-907) rådede hoffet over adskillige udenlandske orkestre, og musik og optræden var en vigtig del af gadebilledet og borgernes selskabsliv. Spiren til den kinesiske opera ses i Songdynastiets (960-1279) gadeteater og når sin endelige udformning i det kortvarige, mongolske Yuandynasti (1271-1368).

Med mongolerne kom også nye instrumenter til, bl.a. to, der i høj grad opfattes som kinesiske i dag: Den tostrengede "violin", kaldet erhu, og det noget skingre blæseinstrument suona.

I Ming- og Qingdynastiet (hhv. 1368-1644 og 1644-1912) nød kulturlivet, herunder musikken, godt af interessen fra en voksende gruppe af intellektuelle, og på landsplan udviklede instrumentalmusikken sig. Tonerne og deres indbyrdes forhold var stadig genstand for videnskabelige, matematiske studier.

Af et værk fra 1584 fremgår det, at kineserne har beregnet sig frem til den tempererede skala ca. 100 år, før det skete i Europa, men for kineserne havde det ingen indflydelse på deres musik.

Generelle træk

I modsætning til vestlig musik lægger kineserne vægt på tonerne og betragter harmoni og rytme som mindre betydningsfulde. Den traditionelle musik er fortrinsvis unison; dvs. at de forskellige instrumenter spiller den samme melodi. Når klangbilledet alligevel ikke virker så entydigt, skyldes det instrumenternes forskelligartethed.

Musikken kan almindeligvis ikke tilskrives enkeltpersoner, altså komponister. Repertoiret stammer fortrinsvis fra folkemusikken, der igen i et vist omfang har modtaget impulser fra den officielle hofmusik. Når et dynasti gik til grunde, betød det arbejdsløshed for hoffets personale, herunder utallige musikere, der spredtes ud over landet. Med deres repertoire føjede de nye dimensioner til det folkelige musikliv, hvor melodierne til stadighed er blevet frit bearbejdet og fremført på de mest forskelligartede instrumenter enten solo eller i ensembler.

En del af musikinstrumenterne adskiller sig væsentligt fra de vesterlandske. De fleste typer kan føres meget langt tilbage i tiden og er med ret få ændringer stadig i brug. Mange af dem er enkle af konstruktion, og der har været tradition for, at folk selv byggede dem. Det har været medvirkende til, at amatørmusikken er meget udbredt i Kina.

Den mest anvendte skala er på fem toner, den såkaldt pentatoniske. Det betyder imidlertid ikke, at det er den eneste. En skala over syv toner har været kendt siden Zhou, og i folkemusikken rundt om i landet blandt Kinas mange minoriteter støder man også på skalaer, der går over otte og ni toner.

Desuden er instrumenterne i landdistrikterne i vid udstrækning stadig bygget, så der spilles efter den naturlige, ikke den tempererede skala. Den er først kommet ind i kinesisk musik med påvirkningerne fra Vesten i 1900-tallet.

Kinesisk musik er i vid udstrækning programmusik. Den beskriver en stemning, en begivenhed eller imiterer naturlyde. Emnet er angivet i titlen, fx "Efterårsmånens lys over søen", "Baghold fra alle sider" eller "Fuglene vender tilbage til reden". I sidstnævnte eksempel gengiver virtuost fløjtespil fuglenes kvidren. I andre sammenhænge kan tremolo på et strengeinstrument gengive rislende strømme eller brusende floder.

Notation har indtil 1900-tallet kun været anvendt i begrænset omfang, men kendes i hvert fald siden Tang. De gamle typer var mest beskrivende til støtte for hukommelsen og gav desuden anvisninger på spilleteknikken. Retningslinjerne er ikke absolutte; en musikers kvalifikation bedømmes bl.a. ud fra vedkommendes evne til at tilføje musikken sit helt personlige præg med individuelle fortolkninger, forsiringer og tempi.

Med den vestlige musiks indtrængen er notation blevet almindelig. Nodesystemet, hvor symbolerne er anbragt på og mellem linjer, anvendes, men mere udbredt er et talsystem, hvor tallet 1 altid repræsenterer grundtonen.

Musikinstrumenter

Der er store variationer, men kun grundtyperne af de mest almindelige omtales her.

Slagtøj. Ban er to sammenbundne flade stykker træ, der smækkes mod hinanden med én hånd. Bang er et udhulet stykke træ, der bliver anslået med en pind. Begge anvendes som rytmeinstrumenter i folkemusikken og i Pekingopera. Muyu er en fint udskåret variant af bang. Den markerer rytmen i hymnerne ved buddhistiske ceremonier. Ba dækker over et stort antal bækkener med flad kant og hvælvet midte. Luo er gonger, der anslås med en beviklet trommestik. Gu er fællesbetegnelse for et utal af trommetyper.

Blæseinstrumenter. Tværfløjten dizi og den vertikale fløjte xiao af bambus er de mest populære i vore dage med talrige anvendelsesområder. Dizi'en er forsynet med en membran af ganske tyndt papir over et hul. Den har en lys, men noget speciel tone på grund af membranen. Xiao'en har en blød og varm klang. Sheng er et mundorgel med et varierende antal piber. Den var kendt allerede i slutningen af Zhou. Piberne er nedfældet i et skålformet, lukket vindkammer med mundstykke. Deres konstruktion bygger på fritungeprincippet. Sheng'en blev kendt i Europa i slutningen af 1700-tallet og har givet inspiration til konstruktion af bl.a. stueorglet og harmonikaen. Suona er det kinesiske modstykke til oboen med dobbelt rørblad og konisk udboring. Den er af træ med en trompetformet krave af kobber modsat mundstykket. Den høres bl.a. i musikken ved begravelser og bryllupper, men har også fundet vej ind i koncertsalene.

Strengeinstrumenter. Oprindelig var strengene af silke, men nu om dage er de af metal, i visse tilfælde beviklet med silke. Instrumenterne kan deles i tre kategorier: a) Knipsede, b) anslåede og c) strygeinstrumenter. a) Qin består af en aflang trækasse dækket af lak, der kan være blandet op med guld- eller andet metalstøv for hårdhedens skyld. Den er afrundet i den ene ende, og strengene er udspændt i længderetningen. Den stammer fra Zhoudynastiet og har en ophøjet status. En del af dens repertoire findes i notation fra Song, men menes at bygge på materiale fra Tang. En zheng minder om qin'en i udformning, men kassen er mere kantet, og strengene løber over broer. Dens historie går lige så langt tilbage som qin'ens, men den har en mere folkelig udbredelse. En pipa har pæreformet, flad, men let rundet klangkasse og bagudknækket hals. Prototypen kom til Kina via Centralasien i Han, men er teknisk mere avanceret i sin nuværende udformning og et af de populæreste instrumenter. Til zheng og pipa er brug af plektre på fingrene almindelig. Meget anvendt er også sanxian; halsen er meget lang, og klangkassen har slangeskind på oversiden. Måneguitaren, yueqin, findes i dag i tre størrelser. Den største danner "bund" i det klassiske kammerorkester, men den er udformet under indflydelse af vestlig musik; de dybe toner var ikke almindelige før i tiden. b) Yangqin er en form for zither. Den kom til Kina i Yuan sammen med c) erhu, den kinesiske violin. Erhu'ens klangkasse er meget lille, og den har kun to strenge. Buen af hestehår er ført ind mellem strengene. Praktisk for mongolerne, der undertiden spillede på den siddende på hesteryg.

Hvad angår selve musikken, kan faste kategorier kun opstilles med en meget bred margin i et land så stort som Kina og med så store regionale forskelle. Der er i praksis meget betydelige forskelle inden for den enkelte genre.

Religiøs musik omfatter bl.a. musikken ved buddhistiske, daoistiske og kongfuzianske ritualer samt musik ved bryllupper, begravelser og årstidsbestemte fester som fx nytår. Her er en overvægt af slagtøj og blæseinstrumenter.

Underholdnings- og folkemusikken frembyder også et broget og lidt uoverskueligt billede. I landdistrikterne er den ofte på amatørbasis, solo eller i sammenspil og kan udfolde sig spontant, hvor mennesker forsamles. Det kan være sang med musikledsagelse, men mange sange indgår også i repertoiret som ren instrumental musik. Instrumenter, der lige ofte anvendes solo som i ensembler, er zheng, pipa, erhu og sheng. Qin'en indtager en særstilling fra gammel tid, hvor den har været elitens instrument, mens de øvrige har et mere populært tilsnit.

I Sydkina er strengeinstrumenter og fløjter fremherskende i små ensembler, med en indsmigrende, poetisk tone, og spillestilen er spontan og letløbende. I Nordkina er det mere almindeligt, at slagtøj og suona indgår, hvilket giver et meget anderledes helhedsindtryk.

Der findes også små orkestre, fx nanguan, som er bærere af meget gamle traditioner. De bygger på de kongfuzianske principper, hvor musikken er enkel, langsom og rytmisk meget stram. Instrumenterne er bl.a. pipa, erhu og fløjter i en udformning, der i hvert fald kan spores til Tang. Kinesisk opera omfatter flere forskellige genrer, der igen findes i mange regionale varianter.

Der er opera, som fortrinsvis er lagt an på akrobatiske optrin og kampscener, der er fortællende af dramatisk, poetisk eller humoristisk karakter, og der er operaer, hvor sangen spiller en fremtrædende rolle. Akkompagnementet består af slagtøj og en erhu-variation, jinghu, og instrumenterne karakteriserer både personer og situationer.

I 1900-tallet har Vesten øvet en markant indflydelse på kinesisk musik, især i byområderne. Ude i landet mærkes den ikke så meget, men indflydelsen er via radio og fjernsyn alligevel ved at sætte sine spor, fx i en popversion af en buddhistisk hymne eller en vestlig popmelodi udsat for traditionelle kinesiske instrumenter.

Undervisningen på landets musikkonservatorier koncentrerer sig fortrinsvis om vestlig musik. Gamle instrumenttyper ændres, så de kan spille efter den tempererede, kromatiske skala. Overstørrelser af erhu skal gøre det ud for cello og kontrabas i vestligt inspirerede orkestre med traditionelle instrumenter.

Kina har også fået komponister, og der komponeres musik af national mere end regional karakter. Denne musik har taget sit udgangspunkt i den vestlige tradition, men den bliver stadig mere eksperimenterende i et forsøg på at finde sin egen helt specielle tone og identitet.

Læs mere om Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vivi Kjær: Kina - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106249