Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Japan - musik

Oprindelig forfatter HaaLun Seneste forfatter Redaktionen

Kendetegnende for den japanske musikkultur er, at meget gamle musikformer lever side om side med moderne musikformer, som er indført fra den vestlige verden. De gamle musikformer har dels rod i hjemlige traditioner, dels i indflydelse fra Kina, frem for alt i perioden 500-700.

Musikformerne fra Vesten er kommet til Japan siden omkring 1900. Disse fundamentalt forskellige musiktyper og blandingsformer praktiseres parallelt i nutidens japanske samfund, om end i forskellige sociale miljøer.

Stilarter inden for den traditionelle kunstmusik har ofte deres udspring i enkelte fremtrædende musikere og lærere. I strengt hierarkisk ordnede grupper har eleverne trofast videreført lærerens måde at spille på, ofte i flere generationer.

Annonce

Nye retninger er blevet dannet, når nogen har taget afstand fra lærerens spillemåde og grundlagt en ny skole. Derfor er der inden for hver musikstil udviklet flere sideløbende stildannelser eller skoler, kaldet ryu. Skønt musikkonservatoriet tilbyder uddannelse i traditionelle musikformer, er mester-elev-forholdet stadig den mest almindelige uddannelsesform. Dette bidrager til denne musiks overlevelse.

Skønt megen traditionel musik har rødder i Kina (og Korea), er den blevet omdannet i Japan. Dette gælder såvel instrumenternes udformning og den zenbuddhistiske æstetik som tonaliteten; halvtonetrinnene i japanske skalaer er et fremtrædende træk. På samme måde er også de vestlige stiltræk i mange tilfælde blevet omdannet og tilpasset de japanske.

Traditionel musik

De ældste oplysninger om musik på de japanske øer stammer fra arkæologiske fund i form af gravstatuetter fra 200-tallet e.Kr., der viser musicerende og dansende personer, og fra tidlige litterære kilder som sangtekster og omtale af musik i de ældste krøniker.

Heri nævnes bl.a. vekselsange mellem unge kvinder og mænd, kagai, ved frierceremonier, som fandt sted i bjergene. Disse sange har historisk interesse, dels fordi de har paralleller i Sydøstasien, dels fordi de spiller en central rolle i den japanske poesis oprindelseshistorie. Ordrytmen med versefødder på fem eller syv stavelser er en væsentlig bestanddel af den metriske opbygning af japanske sange.

Den musik, som hører til shintoreligionen, kaldes med et overordnet navn kagura. Den ældste del af repertoiret kan føres tilbage til lokale sange fra begyndelsen af vor tidsregning. I begyndelsen af 500-tallet blev disse kombineret med en orkestermusik med rødder i Kina, gagaku.

Orkestrene omfatter slagtøj, strengeinstrumenter og blæseinstrumenter, herunder oboen, hichiriki, og mundorglet, sho, der er meget karakteristiske for lydbilledet. Genren rummer bl.a. bugaku (danse) og togaku (melodier), som anses at stamme fra Kinas Tangdynasti.

Gagaku fremføres under ceremonier ved det kejserlige hof og ved visse større shintotempler; i moderne tid forekommer endda egentlige koncerter. Til kagura regnes også en række andre musikformer, som forekommer ved forskellige lokale shintobaserede fester, kaldet matsuri.

Til den tidligste indflydelse fra Kina og Korea hører buddhismen med dens særlige lydverden. Frem for alt har sangen i det buddhistiske ritual shomyo spillet en betydelig rolle for udformningen af den japanske musik gennem recitation, der bygger på ordrytmen, glissandobevægelser og et roligt, meditativt tempo. Disse stiltræk rendyrkedes i den æstetik, der blev udviklet inden for zenbuddhismen, hvor stilheden har værdi i sig selv.

Denne æstetik gennemsyrer musikken i no-dramaet, som blev udviklet i slutningen af 1300-tallet. Foruden to skuespillere og et kor anvendes et ensemble, hayashi, der består af tre forskellige slags trommer og en tværfløjte. En tilsvarende æstetik findes i musikken på den kantblæste bambusfløjte, shakuhachi, som bl.a. anvendes i meditativt øjemed.

Den store betydning, der tillægges den berettende sang, joruri, ofte fremført til lutakkompagnement af blinde kunstnere, har også paralleller i Kina. I Japan forekommer den i en række forskellige stilarter. Heike-biwa, som handler om slægtsfejderne i 1100-tallet, akkompagneres på den korthalsede lut, biwa.

Med den langhalsede lut som akkompagnementsinstrument efter ca. 1600 udgør gidayu-bushi den musikalske rygrad i dukketeateret, bunraku, mens naniwa-bushi har haft en bred folkelig popularitet langt ind i 1900-tallet.

I Edoperioden fra ca. 1600 opstod kabuki-teateret, der kan betragtes som en populær variant af no-dramaet, i hvilket sangene, nagauta, er mere melodiske og ofte har en fast puls. Ensemblerne forøgedes med den langhalsede lut, shamisen, som i øvrigt blev et meget udbredt folkemusikinstrument.

På denne tid voksede også et solorepertoire frem for bambusfløjten shakuhachi og for koto, en 13-strenget brætcitar, der oprindelig kom fra Kina som en del af gagakuorkesteret. I den købmandsklasse, der opstod i Edoperioden, var det almindeligt, at unge piger lærte sig visse traditionelle kunstarter.

For musikkens vedkommende gjaldt det frem for alt koto, som i 1800-tallet kom til at indtage samme sociale funktion som klaveret i den vestlige verdens borgerlige miljøer. Repertoiret gik tilbage til den musik i variationsform, som kaldes danmono, med stykket Rokudan (seks variationer) som den fornemste repræsentant.

Shamisen forekom som sangakkompagnement i kouta, populære geishasange. I begyndelsen af 1800-tallet opstod sankyoku, instrumentalmusik for ensembler bestående af shakuhachi, shamisen og koto.

Folkemusikken har været dybt forankret i konkrete situationer. Vuggeviser, danseviser og arbejdssange med vekselsange mellem forsangere og kor har været fremtrædende genrer. I folketraditionen findes mangfoldige lokale variationer.

I Edoperioden kom hovedstaden (det nuværende Tokyo) til at virke som en smeltedigel for forskellige lokale folkemusiktraditioner, som blandedes for siden at blive spredt ud over hele landet. På denne måde opstod en slags "normalisering" af folketraditionen, som foregriber nutidens masseproduktion af populærmusik og skolesangbøger.

Indflydelse fra Vesten

Tiden umiddelbart efter Meijirestaurationen i 1868 prægedes dels af en fornyelse af visse traditionelle musikformer, frem for alt gagaku og kotomusik, dels af en stærk indflydelse fra vesterlandsk musik i form af bl.a. marchmusik, skolesange og operetteslagere.

Blandingen af japansk og vesterlandsk musik opstod tidligt i skolesangene, shoka, ikke mindst gennem en række stildannende sange af Taki Rentaro (1879-1903).

Selv i gademusikanternes nyhedssange til harmonika, guitar eller violin forekommer sådanne stilblandinger. Traditionelle instrumenter, især koto, udvikledes og tilpassedes til de nye krav. Frem for alt drejede det sig om at kombinere japansk melodik med vesterlandsk harmonik. Gennem Miyagi Michio (1894-1955) blev denne moderne kotomusik til en slags nationalsymbol for Japan i omverdenens øjne.

Fra 1920'erne, med en afbrydelse under 2. Verdenskrig, er den masseproducerede vesterlandske musik kommet til at dominere musiklivet, og pladeindustrien er særdeles omfattende. Tonesproget i den masseproducerede musik er i høj grad internationalt.

Inden for den hjemlige slagermusik kayo-kyoku findes dog siden 1920'erne en særlig japansk form, enka, frem for alt repræsenteret ved komponisten Koga Masao (1904-81), som i sine viser, det såkaldte Koga-melody, kombinerede forskellige japanske og vestlige stiltræk. Denne genre kom gradvis til at erstatte folkevisen i folkelig sang og udgjorde grundstammen i og dermed forudsætningen for karaoke, et anlæg, der muliggør sang til forudindspillet orkesterunderlægning, og som blev populært i 1980'erne.

Den masseproducerede ungdomsmusik har siden slutningen af 1950'erne stort set fulgt den internationale udvikling. En væsentlig del af produktionen består af oversættelser (coverversioner) af internationale hitsange, men der findes også en produktion, som udgår fra bredere ungdomsbevægelser. En af de vigtigste genrer var protestsangen folkrock, som især var fremme i begyndelsen af 1970'erne.

Inden for denne opstod en brydning mellem den amerikanskpåvirkede og den japanske musik, som førte til de første eksempler på stilblanding inden for ungdomsmusikken, til brug af japanske sangtekster og til den første bølge af folk music-revival.

Med rødder i bl.a. folkrockbølgen udvikledes den nu dominerende japanske populærmusikgenre new music. Japansk ungdomsmusik har frem for alt påvirket vesterlandsk musik i forbindelse med den såkaldte synthpop og med japansk producerede synthesizere med japansk lyd. Også på andre måder er det japanske marked vigtigt for den vesterlandske musikindustri; en række danske pop- og rockgrupper har fx fundet vej til det større japanske publikum.

Gennem musikkonservatorier, gennem den såkaldte Suzuki-metode inden for instrumentaluddannelsen og gennem instrumentproduktion, symfoniorkestre, fremstående musikere og dirigenter er selv det klassiske vesterlandske tonesprog kommet til at spille en fremtrædende rolle i Japan. Kor og harmoniorkestre, som findes ved næsten alle skoler i landet, bidrager til, at mange unge deltager i aktiv musiceren.

En tidligt førende, vestligt inspireret komponist var Yamada Kosaku (1886-1965), som efter studier i Europa bl.a. komponerede operaer. Matsudaira Yoritsune kombinerede tolvtonemusik med indflydelse af gagaku. Mayuzumi Toshiro, den første, der komponerede konkret musik og elektronisk musik i Japan, hentede ofte inspiration fra den buddhistiske klangverden.

Takemitsu Tori komponerede for såvel vesterlandske som japanske instrumenter eller for kombinationer af dem. De ledende japanske komponister har siden afslutningen af 2. Verdenskrig tilhørt den internationale avantgarde, og den moderne japanske klangverden har påvirket Vestens komponister.

Folkelige danseviser synges efterhånden frem for alt ved bon-fester (i juli eller august), og mange anvender de forskellige folkesangsstilarter. Visse lokale folkemusiktraditioner har opnået stor popularitet. Dette gælder for den rytmiske livlige musik på shamisen, som praktiseres i den såkaldte Tsugaru-jamisen. Fra at have været en lavstatusgenre, som i 1970'erne fik opmærksomhed fra studerende i Tokyo, er den nu kendt i hele landet, og der gives kurser i den.

Folkestilarten fra Okinawa i syd har ligeledes fået stor udbredelse, og den næsten uddøde musiktradition hos den etniske minoritet ainu i nord, der omfatter episke sange, strengeinstrumentet tonkori, jødeharpe og rammetromme, er blevet genoplivet.

Til de folkelige musikformer, der har væsentlige funktioner i det moderne samfund, hører musik ved lokale shintorelaterede festivaler, matsuri. Disse spænder fra store publikumsmagneter som Gion matsuri i Kyoto til fester af stor social betydning for de nære omgivelser af små shintotempler.

Et normalt ensemble ved sådanne festivaler, matsuri-bayashi, består af trommer, taiko, og fløjter. På øen Sado findes en trommetradition, som kaldes on-daiko, gennem hvilken man uddrev onde ånder på den tid af året, da risen blev sået. Her findes nu også hjemstedet for det unge trommekollektiv Kodo, som har fornyet den japanske trommetradition og gjort den kendt verden over.

Læs mere om Japan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Håkan Lundström: Japan - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100759