Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Iran - musik

Oprindelig forfatter EFoc Seneste forfatter Redaktionen

Den væsentligste bestanddel af den iranske musik er den persiske tonekunst, men landets musikliv omfatter mange andre stilarter og genrer. De tidligste sikre kilder til persisk musik stammer fra begyndelsen af 200-t. Med arabernes erobring af Iran i 600-t. blev den persiske musik, der var meget populær blandt lærde arabere, spredt over store dele af den arabiske verden. Blandt den tids store musikteoretikere fandtes mange persere, om end de kendes under arabiske navne, som de var tvunget til at bære. Typisk for persisk musik er skalaen, i hvilken oktaven deles i ca. 22 trin (mod vores 12), tonaliteten med de 12 modi (dastgah), den improviserede stil, hvori det solistiske element er fremherskende, og ikke mindst måden, hvorpå melodien ofte sløres af nærmest spindelvævsagtige ornamenteringer, herunder den teknisk meget krævende sangstil tahrir.

Siden 1500-t. har kunstmusikken haft trange kår under det shiamuslimske styres negative holdning til musik. Der blev ikke skrevet musikteoretiske værker, og musikudøvelse blev betragtet som et privat anliggende, hvorfor den ikke fik den fornødne støtte til at udvikle sig. Fra slutningen af 1800-t. indtil shahens fald i 1979 steg interessen for vestlig musik, og der blev givet begrænset statsstøtte til traditionelle genrer. Samtidig skete en vis udvikling inden for populærmusikken med en blanding af vestlige, arabiske og persiske elementer.

Ved siden af kunst- og populærmusikken trives en række lokale folkemusikgenrer blandt landets forskellige etniske grupper. De musikalske elementer i koranrecitation, bønnekald og andre religiøse aktiviteter spiller en stor rolle. Shahens fald fulgtes af en kort eksperimenterende periode, før Khomeinis præstestyre igen satte begrænsninger for og reelt forbød musikalsk udfoldelse. Efter folkeligt pres blev forbudet dog ophævet. Blandt eksiliranere i Europa og USA er både den klassiske persiske musik og forskellige typer af populærmusik blomstret op.

Annonce

Læs mere om Iran.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Fock: Iran - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=99263