Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afrika - musik og dans

Oprindelig forfatter AK Seneste forfatter Redaktionen

Afrika. Den nigerianske Femi Kuti-gruppe søger at kæde traditionel afrikansk musik og dans sammen med den moderne afropop. Her ses gruppen ved en koncert i København.

Afrika. Den nigerianske Femi Kuti-gruppe søger at kæde traditionel afrikansk musik og dans sammen med den moderne afropop. Her ses gruppen ved en koncert i København.

Musik og dans i Afrika er principielt et kollektivt anliggende, hvor alle deltager, omend de forskellige aldersgrupper og køn normalt udfylder hver deres plads, både hvad angår bevægelsesmønstre, instrumentanvendelse og sang. Udtryksformerne, der kan kanalisere følelser som vrede og glæde, spiller en væsentlig rolle i de ritus og ceremonier, der omgiver den enkeltes og samfundets liv: fødsel, indvielse, bryllup og død. Visse sange og danse har særlig tilknytning til arbejde og produktion; det kan være danse, hvori høst- eller jagtbevægelser bliver fremført i danseform, og det kan være sang og musik, som i kraft af en fælles rytmisk puls letter arbejdsbyrden. Desuden kan musik og dans bruges rent underholdende. Oftest vil den enkelte sang eller dans dog opfylde flere forskellige funktioner.

Det er almindeligt, at specialister fungerer som igangsættere, og i den traditionelle kultur, hvor musik og dans bygger på mundtlig overlevering, er specialisten normalt samfundets garant for, at ceremonien udføres korrekt. Igangsættere kan være mestertrommeslagere, det kan være de professionelle sanger-fortællere, der kendes under betegnelsen griot, eller det kan være særlig dygtige dansere. I den traditionelle kultur vil disse hverv som regel gå i arv inden for samme slægt. Derfor påhviler det familien eller klanen at forestå den langvarige uddannelse, der kræves af specialisterne, da der i almindelighed ikke findes nogen formaliseret indlæring i musik og dans. I nyere tid er en ændring af disse forhold dog begyndt at gøre sig gældende, navnlig i byerne. I musik- og dansesammenhæng skelnes mellem det nordlige Maghrebområde (se arabisk musik) og Afrika syd for Sahara, som igen inddeles i forskellige kulturelle regioner; hertil hører østkysten og Sudanområdet, der ligesom de nordlige dele er stærkt påvirket af arabisk kultur og musik.

Mangfoldigheden i den afrikanske musik syd for Sahara gør det svært at opstille en entydig definition af fælles musikalske træk, men visse kendetegn er almindeligt anerkendte. Rytme har en afgørende betydning for musikkens struktur. Polyrytmik, der fremkommer, når forskellige rytmer spilles samtidig, findes i forskellige grader, fra simpel to- mod tredeling til musikstykker, hvor et fletværk af forskellige stemmer med uens periodeinddeling end ikke har fælles begyndelsesslag, såkaldt polymetrik.

Annonce

Anvendelsen af polyrytmik kan opfattes som rytmisk flerstemmighed, men også melodisk flerstemmighed er kendetegnende for musikken syd for Sahara. Flerstemmigheden opnås enten gennem en spørgsmål-svar opbygning, gennem sang i terts-, kvart- eller kvintintervaller eller gennem tilføjelse af en modstemme til fast tilbagevendende rytmiske og melodiske figurer (ostinater). Omvendt er korsang i de arabisk påvirkede områder enstemmig.

Den afrikanske musik bygger overvejende på femtoneskalaer (se pentatonik), mens der i Sahelområdet og på den afrikanske østkyst findes arabiske skalatyper. I 1900-t. er der sket en stærk påvirkning fra vestens dur- og moltonale musik.

Musikken bygges op af forholdsvis korte fraser, som gentages i cyklisk form. Gentagelsen er hjørnestenen i den musikalske struktur, og totalt fri improvisation er derfor sjælden. I stedet varieres over det flerstemmige, polyrytmiske mønster. Solisten kan enten tilføje modstemmer eller ændre figurerne, som dog ikke må miste deres genkendelighed. På samme måde varieres recitationen af historiske og dramaagtige fortællinger, og sangerens evne til at forandre inden for den kendte ramme skattes højt. Den menneskelige stemme spiller en helt afgørende rolle i næsten al musikalsk udfoldelse i Afrika, og dette er med til at understrege den nære sammenhæng mellem musik, sprog og kommunikation. Mange af de afrikanske sprog er tonale (dvs. at tonehøjden er betydningsgivende for de enkelte sproglyde), og derfor bruges især trommer til at gengive et talt udsagn, fx et ordsprog. Der er ikke tale om noget morsesystem, men om melodiske sproglyde. I størstedelen af Afrika synges en stavelse på hver tone, mens man i arabisk påvirkede områder udsmykker melodien med mange toner for hver stavelse. Jodlen og falsetsang forekommer fx i pygmæmusikken fra Den Demokratiske Republik Congo, men i langt den overvejende del af Afrika synges i de lave stemmeregistre.

Instrumenter

Afrika er særdeles rigt på musikinstrumenter. De almindelige instrumenttyper er alle repræsenterede, nogle i udformninger, som ikke kendes andre steder fra. Navnlig i Sahara og Sudanområderne optræder i den traditionelle musik strengeinstrumenter som fidler, lutter og harper; citere og mundbuer findes over hele kontinentet. Det østafrikanske område er ene om den 8-12-strengede lyre, og fra Vestafrika kendes navnlig harpelutten kora. Fra begyndelsen af 1900-t. har guitaren indtaget en vigtig plads i det musikalske billede, hvilket gælder både det velkendte instrument og elguitaren. Blæseinstrumenter kendes både i form af fløjter, rørbladsinstrumenter, trompeter og horn. Alle typer anvendes som signalgivere, mens især trompeter og elfenbenshorn har haft en repræsentativ funktion i de afrikanske kongedømmer. Fra 1920'erne er vestlige blæseinstrumenter blevet en del af det moderne orkester, men i sidste halvdel af 1900-t. er de delvis blevet erstattet af synthesizere. Trommer og slagtøj udgør en særlig stor instrumentgruppe i den afrikanske musik. Trommer findes i et utal af størrelser og faconer; nævnes skal her den vestafrikanske djembe med den meget store lyd samt den talende tromme, dondon, som har et toneomfang på op mod to oktaver. Lamellofonen sanza eller mbira er særlig interessant, fordi den er opstået i Afrika. Også raslere, klokker, spaltetrommer og xylofoner er meget udbredte.

På mange instrumenter anbringes bjælder, metalstykker eller kazoo-lignende membraner. Disse anordninger har til formål at frembringe en snurrende lyd, som er kendt under betegnelsen buzz.

Musikken i 1900-t.

Den vigtigste drivkraft bag den kulturelle modernisering i Afrika er vandringen fra land til by. Som alle andre steder i verden ændres i byerne levevis og arbejdsbetingelser, og der opstår behov for nye kulturelle genrer. I 1900-t. har dette medført en tilnærmelse til en musik- og sangtradition, som kom til kontinentet med militær- og søfolk i de europæiske kolonimagters tjeneste. Afrikanske musikere efterlignede vestlig populærmusik, navnlig den sorte musik fra USA og Latinamerika, som havde sine rødder i Afrika. Fra 1950'erne begyndte en reafrikanisering af populærmusikken. Den fandt sted samtidig med, at de nye stater forsøgte at genoplive den kulturelle arv fra før kolonitiden ved at oprette nationale danse- og musiktrupper som Les Ballets Africains fra Guinea og National Dance Troupe of Tanzania. I trupperne blev kulturen stiliseret og arrangeret med sceneopførelse for øje og er nu etableret som koreograferet folklore.

Inden for den populære bymusikkultur, som i de første årtier af selvstændigheden ikke var omfattet af national kulturpolitik, fik reafrikaniseringen andre følger. Den elektriske forstærkning af musikken understreger på flere måder den traditionelle musiks kendetegn; dels fremhæver instrumenter som elguitar, elklaver og synthesizer de polyfone og polyrytmiske elementer i musikken, dels giver brugen af mikrofon mulighed for at inddrage gamle afrikanske instrumenter i det moderne orkester. Kora, sanza og talende trommer supplerer eller erstatter vestlige instrumenter og skaber derved et lydbillede, som er særegent for det moderne Afrika.

Den nye musik, som fx Ghanas highlife, Den Demokratiske Republik Congos soukous og Sydafrikas mbaqanga, overtager for byboerne mange af de funktioner, som musik og dans har haft på landet. Sangteksterne kommenterer den sociale situation, og det kropslige element fastholdes i den stadige, tætte tilknytning mellem dans og musik. De store orkestre med op mod tyve musikere har dansere i truppen, og koncert er næsten synonymt med dansebal.

Den nye afrikanske musik nyder en enorm popularitet — også i Vesten — og den er via radio og andre medier den mest udbredte kulturform i det moderne Afrika. Skønt musikken er underlagt markedsmekanismer og lider under piratkopiering og mangel på instrumenter og udstyr, er den en levende musikkultur, som sammen med dansen opfylder de behov for kulturel identitet, som befolkningerne i de afrikanske stater føler.

Dans

Et fælles kendetegn for dansen i Afrika syd for Sahara er, at adskilte og delvis uafhængige centre i kroppen bevæges samtidig. Denne kropslige polycentrik svarer til den musikalske polyrytmik. Centrene fremhæves optisk eller lydmæssigt ved fx raslere, farver eller smykker. I kraft af brugen af fodbjælder og stampen bliver dansernes bevægelser en organisk del af det musikalske ensemble, og mange steder er det netop hos danserne, man finder grundpulsen i det polyrytmiske netværk.

Den regionale inddeling af kontinentets dansestil falder stort set sammen med den musikalske og bygger på dansens brug af rummet, dens relation til musikken og dens valg af bevægelsescentre.

I Saharaområdet er dansen domineret af længde- eller højdespring, der udføres med rank krop. Der er meget lidt bevægelse i rummet, og dansene er solistiske. I Sudanområdet er gruppedansene dominerende, og de optræder både som rækker og som kredse. Bevægelsen udgår igen fra benene, men rettes nu nedad som stampen i jorden. I det vestafrikanske kystland danner gruppedansene ramme om en stor solistisk virtuositet. Bevægelserne er stadig centreret i benene, men er akrobatiske og præget af det raffinerede fagtesprog, som hører til området. Både i Sudanstilen og i Vestafrika er kroppens holdning kendetegnet ved en let foroverbøjning i bækkenet, som frigør skuldre, bryst eller overkrop. I Centralafrika finder man den egentlige polycentrik, hvor de forskellige bevægelsescentre helt ligestilles og fuldstændig frigøres af hinanden. Den østafrikanske region lader sig ikke entydigt karakterisere. Den indeholder træk fra mange af de andre regioner samt det arabiske kulturområde og er forholdsvis uhomogen. I det sydlige Afrika danses i formationer, og kraftige spark og stamp dominerer, bl.a. hos zuluerne.

Over hele Afrika findes danse, som kræver forklædning og maskering. Dragterne og maskerne kan fx forestille en allegorisk figur, en ånd eller en guddom. Dette ses fx hos yoruba i Nigeria og hos makonde i Tanzania.

Der er ofte en glidende overgang fra dans til mere sportsagtige bevægelsesmønstre som fx brydning og forskellige typer af kast, hop og løft.

Læs også om dans i 1900-t.

Læs mere om Afrika i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annemette Kirkegaard: Afrika - musik og dans i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33702