Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

harmonilære

Oprindelig forfatter Wang Seneste forfatter Redaktionen

harmonilære, læren om de musikalske klanges opbygning og kombinationsmuligheder. I sit udgangspunkt knytter harmonilæren sig til den europæiske musikhistories dur-mol-tonale periode, der indledtes ca. 1650 og rækker frem til vore dage. Fra begyndelsen af 1600-t. har man i stigende grad opfattet musikken som et forløb af klange (homofoni) i stedet for, som tidligere, som et væv af stemmer (polyfoni).

Den første systematiske fremstilling af harmonilæren findes i J.-Ph. Rameaus Traité de l'harmonie (1722). Heri beskrives de musikalske klange (akkorder, harmonier) som tertsopbyggede tre- og firklange; tillige definerede Rameau en række vigtige begreber som tonika, dominant, subdominant, subdominant med tilføjet sekst og tonalt centrum. Hans banebrydende værk er siden blevet fulgt op af talrige musikteoretikere, blandt andre Giuseppe Tartini (1767), og François-Joseph Fétis (1844). Med sin vigtige bog Die Lehre von den Tonempfindungen (1863) søgte Hermann von Helmholtz at underbygge musikteorien med et naturvidenskabeligt, akustisk fundament. I en række bøger og artikler, begyndende med Musiklexikon og Die Natur der Harmonik (begge 1882), udviklede Hugo Riemann den såkaldte funktionsteori, der siden har været det vigtigste grundlag for harmonilæren i det mindste i Tyskland og i de skandinaviske lande (se funktionsharmonik). Harmonilæren fremstilles både i egentlige lærebøger og i afhandlinger af mere teoretisk beskrivende art. Til sidstnævnte kategori hører så væsentlige bidrag som Arnold Schönbergs Harmonielehre (1922) og Ernst Kurths Romantische Harmonik und ihre Krise in Wagners "Tristan" (1923), hvori de mest komplicerede funktionsharmoniske fænomener søges beskrevet teoretisk.

Fra sit udgangspunkt i dur-mol-tonaliteten har harmonilæren udviklet sig til at omfatte såvel principperne for kirketonalitet ("kirketonal harmonisering") som harmonisering efter becifringssystemet, hvor en ønsket akkord blot angives med bogstaver og tal, idet det overlades til udøveren selv at tilrettelægge den klanglige og stemmeføringsmæssige udførelse af akkorden. Denne praksis, der ikke mindst har fundet anvendelse i rytmisk musik, har tillige rødder i baroktidens generalbas, hvor harmonisering blev foretaget efter en becifret basmelodi.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Wang: harmonilære i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=89071