Sverige - folkemusik

Sverige – folkemusik, Som overalt i Nordeuropa er folkemusikken i Sverige produkt af et samspil mellem landbosamfundets traditionelle musik og skiftende bølger af idémæssig, national og musikalsk interesse fra den dannede verden (jf. folkemusik). Især fra omkring 1800 førte denne interesse til indsamlinger og udgivelser, som indtil 1900-t. var centreret om middelaldervisen, tidligst i Svenska folkvisor från forntiden (1814-18) med klaverakkompagnement og i Traditioner af svenska folkdansar (1814-15) med arrangementer af spillemandsmusik.

I bondesamfundet brugtes folkevisen og andre sangformer i dagligdagen: arbejdssange, mange typer viser i en lang tradition, herunder fra 1500-t. også skillingstryk, "folkelige koraler" til husandagten, vuggeviser, børneremser, sanglege osv. Meget gammel er fæbodstraditionen (se sæterdrift) i Midt- og Nordsverige, hvor der som i andre europæiske bjergegne udvikledes lokkeråb og kald, både instrumentalt (lurer, kohorn) og vokalt med den særlige stemmeteknik kulning, oftest udført af kvinder. Råbene til dyrene var improviserede, mens de vallåter, der kommunikerede til andre mennesker, udgør et melodisk signalsystem. Processionssange især ved jul (stjärngossar og Stefansdrenge) og midsommer har overlevet til nutiden i nyere former, se Lucia.

Instrumentalmusikken var en del af landsbyens fælles liv og anvendtes til dans og ved årets og livets højtider. Mange typer instrumenter blev brugt: fløjter, hummel (jf. norsk langleik), mundharpe, sækkepibe, strygeharpe, forskellige typer vevlirer, klarinetter og trommer. Nyckelharpen, et strygeinstrument, som i 1700-t. fik bordunstrenge, er speciel for Sverige. Dragspel (harmonika) accepteredes kun tøvende i spillemandsmusikken, hvor violinen er dominerende. De musikalske former er tæt knyttet til dansen. Polskan, oprindelig musik til en polsk renæssancedans, blev i svensk folketradition overbegreb for et stort antal lokale dansemelodier i tredelt takt. I 1800-t. kom bl.a. vals, mazurka, hambo og schottis. Spillemanden kunne have et legendarisk ry, og den individuelle spillestil drives til stor artistisk udfoldelse. I 1900-t. har konkurrencer (tävlingar) og især spillemandsstævner bidraget til bevidsthed om lokal spillestil, hvilket fremmer solospillet. Omvendt har spelmansrörelsen fra 1940'erne organiseret musikere i foreninger; nydannelsen spillemandsorkestre med "ligeværdig" deltagelse, fx Rättviks spelmanslag, vakte interesse i brede kredse i en tid, hvor massemedierne truede folkekulturen.

Et meget stort indsamlingsarbejde blev gjort af Sveriges Radio fra 1940'erne, hvor betydningsfulde folkevisesangere og flere mesterspillemænd blev (gen)opdaget. Folkmusikvågen ('folkemusikbølgen') fra omkring 1968 forbandt den nye, alternative og rodsøgende ungdomskultur med folkemusikken, som derved fik nyt publikum, nye udtryk og nye funktioner som lyttemusik. I 1990'erne sås en professionalisering, samtidig med at folkemusikkens melodier og rytmer fusionerede med træk fra mange andre musikformer. Den beholder sin status som et vitalt element i svensk musikliv.