Portugal - musik, Under det arabiske herredømme (ca. 700-1100) udvikledes som i Spanien den mozarabiske liturgi, der siden veg for den romerske. De provencalske trubadurer fik portugisiske efterlignere, bl.a. Martin Codax (1200-t.), af hvem der kendes syv kærlighedssange fra ca. 1270. Renæssancens vokalpolyfoni er repræsenteret hos komponister som Duarte Lobo (ca. 1565-1643), Manuel Cardoso (1566-1650) og kong Johan 4. (1604-56). Orgelmusik skabtes af blandt andre Padre Manuel Rodrigues Coelho (ca. 1555- ca. 1635).

Kirketonalitet og fugateknik dominerede indtil begyndelsen af 1700-t., da indflydelsen fra italiensk musik, herunder opera, medførte et stilskift. Den hofballetlignende zarzuela afløstes af en rig operaproduktion, hvis største begavelse var Marcos Portugal (1762-1830). Italieneren Domenico Scarlatti virkede 1720-29 ved hoffet i Lissabon (og derefter i Madrid); hans sonater for cembalo blev efterlignet af José de Seixas (1709-42), "den portugisiske Scarlatti". Portugisisk nationalromantik er repræsenteret af bl.a. José Vianna da Motta (1868-1948) og Rui Coelho (1892-1986). Impressionisme høres hos Luís de Freitas Branco (1890-1955), Cláudio Carneyro (1895-1963) og Frederico de Freitas (1902-1980). Af repræsentanter for Darmstadt-inspireret modernisme kan nævnes Filipe Pires (f. 1934), Álvaro León Cassuto (f. 1938) og Jorge Peixinho (f. 1940). Den yngste generation tæller blandt andre João Pedro Oliveira (f. 1959), António Pinho Vargas (f. 1951) og Alexandre Delgado (f. 1965).

Lissabons filharmoniske orkester og musikkonservatorium blev grundlagt henholdsvis 1822 og 1835.

Læs videre om folkemusik i Portugal eller læs om Portugal generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig