Frédéric Chopin som 17-årig. Maleri udført af Ambroży Miroszewski.

.

Polen. De to polske musikere spiller på hhv. tromme og formentlig platerspil, der var almindeligt i 1500-t. Kobberstik af Abraham de Bruyn (1540-87) i værket Omnium poene gentium imagines, trykt i Köln 1577.

.

Polen – musik, Den tidligste information om polsk kunstmusik stammer fra 900-tallet. Med indførelsen af kristendommen i 966 kom den gregorianske sang til landet med munke fra Vesteuropa, og kirkemusik såvel som verdslig musik udviklede sig i de følgende århundreder i nær kontakt med vestlig tradition. Polske enstemmige påskesange og flerstemmig musik indeholdes i manuskripter fra 1200- og 1300-tallet.

I Kraków, indtil 1596 landets hovedstad og kongesæde, blev musik universitetsfag 1406, og mange kom rejsende fra europæiske byer for at studere. En betydelig komponist var Mikołaj Radomski, hvis musik, blandt andet en motet fra 1420'erne, viser forbindelse til Guillaume Dufay og den burgundiske skole.

1500- og 1600-tallet

I renæssancen var Kraków musiklivets hovedcentrum med mange instrumentale og vokale ensembler; i det kongelige kapel spillede polske og udenlandske musikere, og repertoiret var internationalt. Mikołaj Gomółka (1535-91) gav med Melodier til et polsk psalter (trykt 1580) det første eksempel i polsk musikhistorie på kompositioner med udpræget nationale træk.

Instrumentalmusikken domineredes af lutmusikken med polske, franske og italienske danse, men også orgelmusikken trivedes og efterlod sig værdifulde tabulaturer, fx Jan Lublins orgelbog (1537-48). Som ny hovedstad blev Warszawa landets musikalske centrum. Adam Jarzębski (ca. 1590-1648), violinist i det kongelige kapel, blev en af de første repræsentanter for Centraleuropas instrumentale barokstil.

1700- og 1800-tallet

Inden for opera gjorde italiensk indflydelse sig gældende, også senere under kong Stanisław 2., der i sin regeringstid (1764-95) dog især støttede polske komponister; Maciej Kamieński (1734-1821) skrev den første nationale opera (1778). Polsk folklore kom til at spille en stadig vigtigere rolle, og stiliserede folkedanse prægede navnlig klavermusikken.

Med Frédéric Chopin fik Polen sin store nationale komponist, der fandt et begejstret publikum på verdensplan. Uvurderlig betydning for polsk musikliv havde Stanisław Moniuszko (1819-72), kendt især for operaen Halka (1858) og sine lieder.

Sangen var i 1800-tallet den foretrukne form og dyrkedes af alle komponister efter Chopin og Moniuszko. Zygmunt Noskowski (1846-1909) bidrog med symfonier og symfoniske digte. Tiden fostrede i øvrigt mange fremragende musikere som violinvirtuosen Henryk Wieniawski, der bl.a. skrev to violinkoncerter, pianisterne Ignacy Paderewski og Artur Rubinstein og dirigenterne Grzegorz Fitelberg (1879-1953) og Leopold Stokowski.

1900-tallet

Efter århundredskiftet gjorde en gruppe komponister oprør mod traditionen i gruppen Młoda Polska 'Det Unge Polen', der med Richard Wagner og Richard Strauss som forbilleder skulle modernisere og højne den polske musik. Til gruppen hørte Mieczysław Karłowicz (1876-1909), Ludomir Różycki (1884-1953), Grzegorz Fitelberg og som den væsentligste for polsk musiks videre udvikling Karol Szymanowski.

Tiden før 2. Verdenskrig var således præget af stor musikalsk aktivitet, men krigens materielle ødelæggelser og naziregimets restriktioner medførte, at koncerter måtte afholdes i hemmelighed på caféer og i private hjem.

Efter krigen blev musiklivet i den nye socialistiske stat genopbygget, og musikuddannelsen reformeret; idéen var at skabe en national kunst, og hos alle komponister forekom nu folkelige elementer.

I 1949 dannedes 49-gruppen med det formål at skrive musik, der kunne appellere til et større publikum; den skulle have rod i traditionen, men klinge moderne. Flere komponister sluttede sig til de neoklassiske idéer: Tadeusz Baird, Kazimierz Serocki, Grażyna Bacewicz (1909-69), Bolesław Szabelski (1896-1979) og Witold Lutosławski.

I 1956 afholdtes for første gang den internationale festival Warszawa Efterår, hvori bl.a. deltog unge komponister som Wojciech Kilar (f. 1932), Krzysztof Penderecki, Henryk Górecki og Zygmunt Krauze (f. 1938).

Efter flere års isolation hørte man i Polen ny musik ude fra Europa, og snart kom tolvtoneteknik, serialisme og andre avancerede former for teknik i anvendelse hos både ældre og yngre komponister.

Krzysztof Meyer (f. 1943) har fx arbejdet med punktmusik, aleatorik og collageteknik, Paweł Szymański (f. 1954) bl.a. med elektroniske eksperimenter. Polen kom til at spille en bemærkelsesværdig rolle i den europæiske avantgarde.

Af efterkrigstidens komponister har Lutosławski, Penderecki og Górecki opnået størst international berømmelse.

Folkemusik

Polske folkesange er gerne strofiske og i enkle former med regelmæssig versstruktur, der er knyttet til rytmeformler fra polske nationaldanse som mazurka, krakowiak og polonæse. Optakt bruges ikke. Melodierne benytter fortrinsvis ældre, modale skalaer, men også dur-mol-tonalitet og pentatonik.

Enstemmighed er fremherskende, kun i de sydlige bjergegne praktiseres en flerstemmighed af ældre oprindelse. Til de ældste musikinstrumenter hører hyrdernes fløjter, fujarki, lange trætrompeter og flere forskellige sækkepiber.

Små strygeinstrumenter med tre-fire strenge, fx mazanki og den noget større suka, var i brug til omkring 1900. Det vanlige ensemble ved familiefester var tidligere en duo bestående af sækkepibe og violin. Violinen har fra 1800-tallet været det vigtigste instrument og indgår stadig i ethvert ensemble. I Podhale består det af tre violiner og bas, andre af nyere karakter benytter desuden klarinet, trompet og hakkebræt.

Læs mere om Polen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig