Hardingfele
Under de nationalromantiske strømninger i 1800-tallet blev hardingfelen fremhævet som et symbol på norsk kultur, som var forskellig fra nabolandenes. I store dele af Øst- og Midtnorge er violinen dog mest udbredte folkemusikinstrument.
Af /Østfold fylkes billedarkiv.
Licens: CC BY NC ND 4.0
Toradet harmonika og fele
Fra sidst i 1800-tallet fik violinspillemændene stærk konkurrence fra den toradede trækharmonika når der skulle spilles op til dans. Men de optrådte også sammen.
Af /Anno Musea i Nord-Østerdalen.
Licens: CC PDM
Myklebysætra
En lokk er den arbejdssang, man sang for at kalde dyrene hjem til sæteren for at malke dem.
Af /Anno Glomdalsmuseet.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Norge – musik (folkemusik), De ældste musiktraditioner i Norge er knyttet til livet på sæteren. Hyrder og malkepiger kunne ved at blæse i dyrehorn og trælur nå frem til dyrene, kalde dem tilbage til sæteren eller skræmme ulve og bjørne væk. Instrumenterne fandt også anvendelse, når det gjaldt kontakten mellem mennesker på sæteren. Når kreaturerne skulle malkes om aftenen, lokkede malkepigen dem hjem med en lokkesang (kulokk) indeholdende høje råb, efterfulgt af lange toneranker, som kunne have en lille dansemelodi indbygget. Hertil kom opremsningen af dyrenes navne. Sangformen huving blev benyttet til at give beskeder over lange afstande til andre hyrder, malkepiger eller til hjembygden. Laling kunne tjene samme funktion, men musikken var her mere melodiøs og fungerede ofte som vekselsang mellem to malkepiger eller hyrder.

Vokalmusik

Balladerne er de ældste episke folkeviser i Norge. I middelalderen blev balladerne højst sandsynligt sunget til dans, således som det stadig gøres på Færøerne. De opdeles efter tekstindholdet i naturmytiske viser, ridderviser, legendeviser, kæmpeviser, historiske viser og skæmteviser. Den enstrofede stev har ligeledes rødder i middelalderen; der skelnes mellem gammelstev og nystev efter form og funktion. Dertil kommer slåttestev, som er tekster og rytmeord uden fast form sunget til en dansemelodi (slått). Bånsuller er melodier, som har været benyttet som vuggeviser.

Blandt de yngre former for vokal folkemusik er først og fremmest de religiøse folketoner, som har tekst af kendte salmedigtere og melodier, der ofte er baseret på protestantiske koraler. Derudover har især skillingsviserne været talrige i de norske byer og bygder.

Instrumentalmusik

Fløjter af træ, bark eller horn er blandt de ældste norske folkeinstrumenter. Tidligt i middelalderen brugtes desuden mundharpe, lyre og bondeharpe, og i løbet af 1500-tallet var både tromme og citerinstrumentet langeleik etableret i de norske bygder. Størst betydning fik imidlertid violinen, som kom til Norge i begyndelsen af 1600-tallet. På denne tid begyndte man også at fremstille bondevioliner med understrenge, og meget tyder på, at disse violiner bygger direkte på middelalderens violintyper. Bondeviolinen blev især udviklet i Hardanger og er derfor blevet kendt som hardingfele; violinen og hardingfelen var spillemandens almindeligste instrumenter. Fra slutningen af 1800-tallet blev importerede harmonikaer en konkurrent til de ældre hjemlige instrumenter, navnlig de små en- eller toradede trækharmonikaer med standardbas (durspil). I 1900-tallet blev guitaren populær som akkompagnementsinstrument.

Den nyere tid er præget af en søgen efter nye udtryksformer, hvor man eksperimenterer med usædvanlige instrumentkombinationer og hvor man viser åbenhed mod andre kulturers musiktraditioner.

Den dansemusik, som blev spillet på et strygeinstrument, kaldes ofte for slåttemusik og inddeles i tre hovedgrupper:

  • Bygdedansslåtter spilles til de ældste af danseformerne, dvs. springar, pols, gangar, rull og halling, som har rødder i renæssancens pardanse. Bygdedansslåtterne udgør den vigtigste del af slåttemusikken og indeholder dialektforskelle i både spil og dans mellem de forskellige distrikter.
  • Turdansslåtter spilles til de rækkedanse, som kom til Norden fra især England i slutningen af 1700-tallet, fx reel og engelskdans.
  • Runddansslåtterne dukkede op i Norden i 1800-tallet og har sammen med de tilhørende danse rødder i den folkelige tysk-østrigske pardansetradition. De inddeles i fire hovedtyper: vals, polka, masurka og reinlender.

Der er også en gruppe slåtter uden dansetilknytning, ofte kaldet lydarslåtter.

Et særligt norsk fænomen er de mange kappleiker, dvs. konkurrencer med præmiering i de forskellige grene af folkemusik og folkedans.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig