Belgien - musik

Belgien - musik, Det belgiske område har en rig musikkulturel tradition med blomstringsperioder inden for vokalpolyfoni i 1400- og 1500-t. og instrumentbyggeri i 1600- og 1700-t. Kort efter dannelsen af den belgiske stat i 1830 oprettedes konservatorier, hvor grunden til et nationalt musikliv blev lagt. Konservatoriet i Bruxelles blev i 1833-71 ledet af musikvidenskabsmanden F.-J. Fétis.

Landet er kendt for sin fremragende violintradition med navne som Henri Vieuxtemps, Charles-Auguste de Bériot og E. Ysaÿe, der alle virkede både som udøvende og som komponister. Efter franske forbilleder udvikledes en national opera, men fra omkring 1870 gjorde påvirkningen fra Richard Wagner sig gældende (E. Mathieu, J. Blockx, Léon du Blois). Kormusikken indtog en vigtig plads i 1800-t. (kantater og oratorier af bl.a. P. Benoit, E. Tinel, J. Ryelandt).

Landets betydeligste musikerpersonlighed i anden halvdel af århundredet var organisten og komponisten César Franck, der dog hovedsagelig virkede i Paris (orgel- og kammermusik, en enkelt symfoni). Blandt de førende komponister omkring 1900 regnes P. Gilson, J. Jongen og F. Alpaerts, som alle var påvirkede af Wagner og Richard Strauss.

Den musikalske modernisme blev introduceret gennem P. Collaers Pro Arte-koncerter (1921-33) med værker af bl.a. Schönberg, Alban Berg, Webern og Milhaud. I 1925 dannedes gruppen Syntetisterne, der talte navne som M. Poot og G. Brenta. Hermed var der etableret en tradition for neo-romantisk modernisme. J. Absil udviklede en polytonal stil, mens der hos P. Froidebise spores interesse for Weberns tonesprog, for serialisme og for aleatorik. H. Pousseur, der tilhører den europæiske avantgarde, grundlagde i 1958 det første belgiske elektronmusikstudie, APELAC, som i 1970 blev indlemmet i Centre de recherches musicales de Wallonie. En tilsvarende flamsk institution findes i Gent med instituttet for psykoakustik og elektronisk musik, grundlagt i 1962 af Louis de Meester. Til de ikke-avantgardistiske komponister hører V. Legley, W. Kersters og P. Cabus.

Folkesangen i Flandern er karakteristisk ved vekslende taktarter, modal eller pentaton tonalitet og en beskeden ambitus, mens ornamenter og synkoper er sjældne. Den vallonske folkesang er overvejende fransk i stil og indhold. Til de traditionelle folkemusikinstrumenter hører violin, drejelire, sækkepibe, citar, tromme og skralde. I 1900-t. har harmonikaen fået en fremtrædende plads.

Læs videre om film i Belgien eller om Belgien generelt.