Estland - musik

Den ældst kendte musik blandt de finsk-ugriske folk er den estiske runosang, som kan spores til årtusindet før Kristi fødsel. Runosangene er begrænsede i melodisk omfang, men rige på variationer. Der er samlet over 30.000 melodier og 133.000 varianter. Genren var udbredt blandt folk på landet indtil midten af 1800-tallet, hvor den langsomt blev erstattet af rimede folkeviser.

Omtrent på samme tid blev den første udpræget estiske kunstmusik skabt, tæt knyttet til den gryende nationale bevidsthed, som især kom til udtryk ved de nationale korsangsfester. De har fundet sted hvert femte år siden 1869 med op mod 30.000 medvirkende og 250.000 syngende tilhørere. Efter indlemmelsen i Sovjetunionen i 1944 brugte esterne sangfesterne i Tallinn som en markering af deres kulturelle identitet.

Estlands første professionelle komponister blev uddannet i Skt. Petersborg mod slutningen af 1800-tallet. De skrev især sange til korsangsbevægelsen. I 1890'erne komponerede Rudolf Tobias (1873-1918) de første symfoniske værker i Estland, og i 1900 blev det første symfoniorkester grundlagt i Tartu. I 1870 var operahuse åbnet i Tallinn (Estonia) og Tartu (Vanemuine), men først i 1906 fik de heltidsansatte ensembler.

Efter selvstændigheden i 1918 blev der grundlagt konservatorier, omkring hvis ledere der dannedes to forskellige skoler. I Tallinn tilstræbte Artur Kapp (1878-1952) og hans elever klassisk klarhed i vokalmusik; i Tartu søgte Heino Eller (1887-1970) og hans elever derimod en syntese af estiske traditioner og moderne udtryksformer.

Komponisterne, som var blevet i landet under den tyske besættelse, blev efter krigen forfulgt at de stalinistiske myndigheder. Flere flygtede fra terroren i 1944, bl.a. landets ledende symfoniker Eduard Tubin (1905-1982), som bosatte sig i Sverige. Stalins død betød et gennembrud for modernismen i Estland; bl.a. blev Eino Tambergs (1930-2010) Concerto grosso uropført i 1956. Komponisterne fra hans generation, der fra 1950'erne fik større spillerum, tæller også Veljo Tormis (1930-2017) og Arvo Pärt, som i 1980 bosatte sig med sin familie i Berlin efter påtrykninger fra de sovjetiske myndigheder.

Arvo Pärt begyndte med tolvtoneteknikker, men nåede frem til en særegen minimalisme, som blev overtaget af andre komponister. En af de mest markante skikkelser blandt 1990'ernes yngre komponister er Erkki-Sven Tüür (f. 1959).

I 1980 emigrerede dirigenten Neeme Järvi til USA. Hans kollega Eri Klas (1939-2016) (også kendt som bokser) valgte derimod at blive ved Estonia-Teatret i Tallinn, hvorfra han har engageret sig i det politisk-kulturelle nybrud i 1990'erne; med baggrund i korsangsbevægelsen og dens betydning for landets nye selvstændighed har han karakteriseret det som den syngende revolution. Eri Klas var chefdirigent ved Aarhus Symfoniorkester i 1991-1996.