• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ukraine - musik

Oprindelig forfatter BTrae Seneste forfatter Redaktionen

Ved kristendommens indførelse i slutningen af 900-t. kom den byzantinske sang til Ukraine. Enstemmig kirkesang og vokal flerstemmighed nåede et højdepunkt i 1600-t. med Kyjiv som centrum. I 1700-t. udfoldede musiklivet sig på de store godser med internationalt repertoire.

Mykola Lysenko (1842-1912) grundlagde den nationale skole. Efter 1. Verdenskrig søgte komponisterne, fx Boris Ljatosjinskij (1894-1968), fortrinsvis inspiration i folkemusikken, mens næste generation, herunder Valentin Silvestrov (f. 1937), sluttede sig til den vesteuropæiske avantgarde.

Folkemusikken omfatter gamle rituelle og nyere lyriske sange, desuden den episke duma, som synges i en fri, ornamenteret form, og historiske sange i flerstemmig udførelse. Instrumentalmusikken anvender fløjte, hyrdetrompet, sækkepibe og mundharpe; det kendteste ensemble, troïsta muzyka, består af violin og hakkebræt med bas eller rammetromme.

Annonce

Læs mere om Ukraine.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Trærup: Ukraine - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176516