Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland - musik fra 1750 og frem

Oprindelig forfatter LAJ Seneste forfatter Redaktionen

Frederik 2. den Store blev længe efter sin død betragtet som en betydelig musiker, musikelsker og -kender. I 1850-52 malede Adolph von Menzel dette billede, der viser majestæten som solist ved en koncert i de kongelige gemakker. Nationalgalerie, Berlin.

Frederik 2. den Store blev længe efter sin død betragtet som en betydelig musiker, musikelsker og -kender. I 1850-52 malede Adolph von Menzel dette billede, der viser majestæten som solist ved en koncert i de kongelige gemakker. Nationalgalerie, Berlin.

1750-1820

De forskellige lærebøger vidner om, at der omkring 1720 voksede nye smagsretninger frem, især den galante stil, der var præget af enkel, homofon sats og dansemusikkens periodeopbygninger.

Fra ca. 1740 blev hofferne i Berlin og Mannheim vigtige centre for den musikalske udvikling. Ved hoffet i Mannheim virkede fra 1743 en række komponister og musikere (overvejende af bøhmisk herkomst), der under ledelse af Johann Stamitz udviklede en epokegørende orkesterstil og et betydeligt repertoire af instrumentalmusik. Mannheimerkapellet blev kendt for sit disciplinerede spil, der til forskel fra barokkens uformidlede overgange mellem svag og kraftig klangstyrke benyttede crescendo- og diminuendo-virkninger med stor effekt. Foruden Stamitz, der i sine symfonier og instrumentalkoncerter bidrog til udviklingen af sonateformen, talte Mannheimskolen bl.a. komponisterne Franz Xaver Richter, Ignaz Holzbauer (1711-1783), Anton Filz (1730-1760) og Christian Cannabich.

Annonce

Blandt den yngre generation gjorde Carl Stamitz sig bemærket med koncerter for den relativt nyudviklede klarinet. Mannheimerstilen blev en vigtig forløber for wienerklassikken, og da Mannheimerhoffets kulturelle betydning omkring 1778 aftog, flyttede tyngdepunktet for den symfoniske musik gennem en længere årrække til Wien.

Ved Frederik 2. den Stores hof i Berlin virkede bl.a. den produktive fløjtekomponist Johann Joachim Quantz, violinvirtuosen Franz Benda, der skrev talrige værker for sit instrument, og Carl Heinrich Graun, som komponerede italienskinspirerede operaer til den kongelige opera. Betydeligst var hofcembalisten Carl Philip Emmanuel Bach (1714-1788), hvis ekspressive tonesprog især kommer til udtryk i en række sonater og fantasier for klaver; han står som eksponent for den følsomme stil (Empfindsamkeit), der også prægede samtidens litteratur. Navnlig digte af Göttinger Hain-sammenslutningen blev underlagt enkle, sangbare melodier, og bl.a. gennem J.A.P. Schulz, der sammen med J.F. Reichardt (1752-1814), C.F. Zelter (1758-1832) og J.R. Zumsteeg (1760-1802) tilhører den anden Berlinerskole, nåede lieden til Danmark.

Ludwig van Beethoven med manuskriptet til Missa Solemnis. Maleri af Joseph Karl Stieler, 1819.

Ludwig van Beethoven med manuskriptet til Missa Solemnis. Maleri af Joseph Karl Stieler, 1819.

Det tyske syngespil, der kendetegnes ved talt dialog og lieder, blev stærkt præget af Johann Adam Hillers 12 bidrag til genren. Som leder af abonnementskoncerter, der fra 1781 afholdtes i Leipzigs Gewandhaus, lagde Hiller grunden til denne koncertinstitutions berømmelse.

Ludwig van Beethoven, som 1792 bosatte sig i Wien, står som en omdrejningsfigur i den musikhistoriske udvikling, idet han var den første komponist, som ideelt set ernærede sig som frit skabende kunstner. Han skabte således sin musik for det offentlige musikmarked, der gradvis voksede frem fra midten af 1700-t. og blev kendetegnet ved offentlige koncerter, forlagsvirksomhed og musikkritik.

Beethoven bidrog ikke bare afgørende til udviklingen af 1700-t.s autonome genrer: symfonien, koncerten, strygekvartetten og sonaten, men hans ekspansion af de overleverede former kom også til at stå som en udfordring for de følgende generationer af komponister.

1820-1900

Felix Mendelssohn-Bartholdy.  Samtidigt maleri.

Felix Mendelssohn-Bartholdy. Samtidigt maleri.

Det tidlige 1800-t. prægedes af en nyvakt interesse for tidligere tiders musik, bl.a. eksemplificeret i Bach-renæssancen. Bevidstheden om historien blev således et vigtigt element i den romantiske musik, ligesom følelsen af fremmedhed i nuet var fremherskende. Musikdramatisk indvarsledes romantikken af Carl Maria von Webers Der Freischütz (1821), i hvilken dæmoni og uhyggelige naturstemninger sættes op over for idylliske korindslag. Som leder af hofoperaen i Dresden lagde Weber vægt på, at alle elementer i operaforestillingen indgik i en kunstnerisk helhed, og han blev den første, som dirigerede med taktstok. Andre hovedskikkelser i romantisk tysk opera var Louis Spohr og Heinrich Marschner; Giacomo Meyerbeer forenede italiensk, fransk og tysk operastil i sine sceniske værker. Repræsentanter for den komiske opera var bl.a. Albert Lortzing (1801-1851), Friedrich von Flotow og Otto Nicolai.

I 1800-t. undergik musiklivet en professionalisering, og såvel den moderne dirigent som den veluddannede musiker, der specialiserede sig på ét instrument, var resultatet af denne udvikling. Samtidig opstod behovet for en musikkritik, der kunne vejlede et voksende publikum om musikudbuddet og sætte æstetiske spørgsmål til debat.

Flere af romantikkens unge komponister var aktive på mere end ét felt: Felix Mendelssohn-Bartholdy gjorde fx karriere som dirigent og var medstifter af det første tyske musikkonservatorium (Leipzig 1843), mens Robert Schumann som udgiver af Neue Zeitschrift für Musik (1834-44) søgte at bygge bro mellem kunsten og den materielle virkelighed gennem en reflekteret musikkritik. Også Franz Liszt og Richard Wagner var aktive som musikskribenter.

Richard Wagner.  Portræt fra 1850'erne.

Richard Wagner. Portræt fra 1850'erne.

En genremæssig nyskabelse var karakterstykket for klaver, der ofte byggede på en poetisk idé, fx Mendelssohns Lieder ohne Worte og Schumanns samlinger. Franz Liszts symfoniske digtninge baserede sig ligeledes på en programmatisk idé, der blev bestemmende for musikkens formale opbygning. I denne henseende udgjorde Liszt en modpol til den noget yngre, klassisk orienterede Johannes Brahms.

Fra midten af 1800-t. udspandt der sig en musikæstetisk debat, hvor de såkaldte nytyskere tillagde bl.a. Liszts musik et progressivt, revolutionært potentiale, mens "klassicisterne" benægtede musikkens evne til at formidle et budskab. Det er betegnende, at musikdramatikeren Richard Wagner i samme tiår udviklede sin idé om Gesamtkunstwerk, hvori ord, tone og handling slutter sig sammen i en helhed, og hvori vægten i det musikalske udtryk forskydes fra sangerne til orkesteret.

De betydeligste tyske operakomponister ved overgangen til 1900-t. var Richard Strauss og Hans Pfitzner, mens den produktive instrumentalkomponist Max Reger især skabte betydelige værker for orgel.

1900-tallet

Richard Strauss.  Udateret fotografi.

Richard Strauss. Udateret fotografi.

Tiden indtil 1933 blev især præget af den moderne musiks gennembrud. Især under Weimarrepublikken var man åben for udenlandske strømninger, og der blev organiseret festivaler for ny musik i bl.a. Donaueschingen og Baden-Baden.

En dominerende skikkelse i den unge generation var Paul Hindemith, som udviklede en neobarok stil, præget af polyfone satsstrukturer. Under indtryk af tidens ungdomsmusikbevægelser (se Fritz Jöde) komponerede han tillige musik for amatører.

Den østrigskfødte Ernst Krenek fik sit egentlige gennembrud i Tyskland med jazzoperaen Jonny spielt auf (1926), mens Kurt Weill 1927-29 i samarbejde med Bertolt Brecht skabte socialkritisk musikdramatik (fx Dreigroschenoper, 1928) i et tonesprog, der sammenstillede elementer fra jazz, skillingsvise, kabaretsang og ældre musik.

Blandt de komponister, der gjorde sig gældende i 1930'erne, var Carl Orff (Carmina burana, 1937), Karl Amadeus Hartmann og Boris Blacher.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 blev al jødisk musik forbudt - det gjaldt også værker af forlængst afdøde komponister som Meyerbeer og Mendelssohn-Bartholdy. Nazismen førte til udvandring af en lang række internationalt anerkendte dirigenter, musikere og sangere, der i mange tilfælde kunne fortsætte karrieren uden afbrydelse i udlandet. Efter en tilpasningsperiode drog også Hindemith i eksil.

Blandt de tilbageblevne komponister blev især Richard Strauss feteret, mens den erklærede ikke-nazist Wilhelm Furtwängler fortsatte med bl.a. at dirigere Wagner med Hitler og partiets spidser - og sårede soldater - som tilskuere ved festspillene i Bayreuth. Megen af den ny musik blev stemplet som entartet og undertrykt. En del af de yngre, eksperimenterende komponister forsøgte at moderere deres udtryk, så det kunne tolereres af magthaverne.

I årene efter 1945 var man såvel i Vesttyskland som i DDR optaget af at knytte forbindelsen til den musikalske udvikling, der var blevet afbrudt under krigen. Interessen for neobarok og neoklassicisme blev dog kortvarig, og i kraft af Darmstadtskolen blev Arnold Schönbergs tolvtoneteknik og serialismen snart det dominerende princip blandt vesttyske komponister.

To hovedskikkelser, der med afsæt i serialismen har gennemløbet flere kreative faser, er Hans Werner Henze og Karlheinz Stockhausen. I DDR blev musiklivet underlagt den statslige kulturpolitik, og et stort antal symfoniorkestre bidrog til at udbrede musikken, bl.a. gennem arbejdspladskoncerter.

Komponisterne Hanns Eisler og Paul Dessau, der udgjorde et bindeled til Bertolt Brechts politiske teater, fik stor betydning for udviklingen af en progressiv musik, der baserede sig på marxistiske idéer. Målsætningen om at skabe en forståelig musik var afgørende for, at tonesproget, fx hos Ernst Hermann Meyer (1905-88) og Rudolf Wagner-Régeny, forblev ret konventionelt, og at vokale genrer som oratorium og kantate fik en fremtrædende placering.

Fra 1970'erne opstod inden for rammerne af kammermusikken en mere eksperimenterende stil hos bl.a. Reiner Bredemeyer (1929-1995), Paul-Heinz Dittrich (f. 1930) og Friedrich Schenker (1942-2013).

Efter genforeningen i 1990 har Tyskland markeret sig som et musikalsk indvandringsland, en tendens, der begyndte i midten af 1950'erne med komponisterne Mauricio Kagels og György Ligetis bosættelse, og fremtrædende komponister som Arvo Pärt, Alfred Schnittke og Sofja Gubajdulina har i 1980'erne og 1990'erne haft base i Tyskland.

Læs om Tysklands musik indtil 1750.

Læs mere om Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lisbeth Ahlgren Jensen: Tyskland - musik fra 1750 og frem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175831