• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyrkiet - musik

Oprindelig forfatter CMat Seneste forfatter Redaktionen

Den tyrkiske musik er opstået ved en vekselvirkning mellem musikformer fra Centralasien, Mellemøsten og Europa. Disse elementer er i dag smeltet sammen til et ret homogent musikområde.

Musikken er baseret på et system af tonearter, maqamsystemet, som består af over 100 modi, hvori der indgår mikrointervaller. Der benyttes taktarter fra to til 120 tælleenheder. Taktarter som 5/8, 7/8 og 9/8 er ret almindelige.

I folkemusikken er de vigtigste genrer türkü, som er lokalt bestemte folkesange, samt trubadurstilen aşık, begge akkompagneret af strengeinstrumentet saz.

Annonce

Saz er det mest udbredte instrument i Tyrkiet. Visse minoriteter, især de sydkaukasiske lazer og kurderne i Østtyrkiet, har formået at bevare deres musikalske særpræg. Blandt sigøjnere, romafolket, hører klarinet og håndtrommen darbuka til de vigtigste instrumenter.

Det klassiske repertoire strækker sig fra 1300-t. til nutiden. Mange af de klassiske komponister var medlemmer af sufiordenen mawlawi, i hvis musik ney-fløjten spiller en væsentlig rolle. Heriblandt var komponisten Ismail Dede Efendi (1778-1846), som både komponerede verdslige stykker og religiøs musik til sufiernes forsamling.

Den religiøse musik omfatter i øvrigt bønnekald (ezan) og religiøse hymner (ilahi). I militærmusikken indgår de tyrkiske pauker kudüm og bækkener, som også blev optaget i de europæiske militærorkestre i 1700-t.

I takt med nutidens mediepåvirkning bliver tyrkisk musik udsat for et massivt pres, især fra Vesten og de arabiske lande. Størstedelen af popmusikken har dog bevaret et tydeligt tyrkisk særpræg. Sangerinden Sezen Aksu (f. 1954) er et eksempel på en popstjerne, som kombinerer den fremmede indflydelse med en respekt for tyrkisk musiktradition.

Læs mere om Tyrkiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Mathiesen: Tyrkiet - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175700