Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Schweiz - musik

Oprindelig forfatter PRy Seneste forfatter Redaktionen

Afgørende musikhistorisk betydning har en række klostre inden for landets nuværende grænser haft, især benediktinerklosteret i Sankt Gallen (grundlagt ca. 719), der er kendt for dyrkelsen af sekvenser.

I de reformerte dele af landet blev kirkemusikken stærkt indskrænket i 1500-tallet, men orgler blev gradvis genindført her i de følgende århundreder.

Blandt schweiziske komponister har især Ludwig Senfl, i nyere tid Othmar Schoeck, Frank Martin og Arthur Honegger opnået international anseelse.

Annonce

Det samme gælder det fremtrædende Orchestre de la Suisse Romande, dirigeret af Ernest Ansermet, og Paul Sachers Basler Kammerorchester og Schola Cantorum Basiliensis.

Den schweiziske folkemusik er præget af regionale skikke og traditioner, der til dels har været under indflydelse fra nabolandene. Karakteristisk for Schweiz i 1800- og 1900-tallet er den terts-sekst-baserede sang, bl.a. folkelig korsang i skyttelav, studenterforbund m.m., som også kendes i Sydtyskland og Østrig.

Blandt musikinstrumenterne har især alpehornet en lang tradition i Schweiz, hvor også jodling udgør en typisk sangform.

Læs mere om Schweiz.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Ryom: Schweiz - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156609