• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rusland - musik

Oprindelig forfatter CR-L Seneste forfatter Redaktionen

Rusland. Adskillige russiske symfoni- og operaorkestre har opnået internationalt ry, fx Kirov Operaens orkester i Sankt Petersborg; her med chefdirigenten Valerij Gergiev ved en koncert i 1991.

Rusland. Adskillige russiske symfoni- og operaorkestre har opnået internationalt ry, fx Kirov Operaens orkester i Sankt Petersborg; her med chefdirigenten Valerij Gergiev ved en koncert i 1991.

Den russiske musiks historie går tilbage til den tidlige middelalder, hvor kirkesang begyndte at florere. Den verdslige kompositionsmusik nåede et højdepunkt med en række store komponister i 1800- og 1900-tallet.

Kirkemusik

Den russisk-ortodokse kirkesang opstod i 800-t. under indflydelse fra den byzantinske, hvis liturgi blev indført af græske missionærer. Musikken var udelukkende vokal og enstemmig, sproget kirkeslavisk. Notationen blev længe udført med neumer, der kun vanskeligt kan tolkes; først i anden halvdel af 1600-t. blev det vestlige notationssystem taget i brug. Flerstemmigheden blev indført, muligvis under påvirkning fra Ukraine og især Polen, i 1500-t., men den vakte i begyndelsen betydelig modstand. Vestlig indflydelse gjorde sig særlig stærkt gældende i det følgende århundrede, da komponister som Nikolaj Diletskij (ca. 1630-ca. 1685) og senere i mere monumental stil Vasilij Titov (ca. 1650-ca. 1715) skrev mangestemmige koncerter inspireret bl.a. af den venetianske stil.

Peter Tjajkovskij. Fotografi fra 1893.

Peter Tjajkovskij. Fotografi fra 1893.

Maxim Berezovskijs (1745-77) og Dmitrij Bortnjanskijs studier i Italien førte til en påvirkning herfra i slutningen af 1700-t. Benyttelsen af gejstlige koncerter blev forbudt i 1797, men i øvrigt prægedes tiden af en sekularisering af kirkemusikken gennem indflydelse fra bl.a. instrumentalmusik og opera. Af stor betydning blev oprettelsen i 1866 af en lærestol i russisk kirkesangs historie ved Moskvas musikkonservatorium, og at korsangen, der havde været i tilbagegang siden begyndelsen af 1700-t., blev genoptaget i 1860'erne.

Annonce

Både Peter Tjajkovskij og Sergej Rakhmaninov har beriget det kirkelige repertoire med stort anlagte værker. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 har den russiske kirkesang hovedsagelig udfoldet sig i emigration. I slutningen af 1900-t. er den videnskabelige beskæftigelse med kirkemusikken blevet intensiveret ved konservatorierne i Moskva og Sankt Petersborg.

Verdslig musik

Til de få vidnesbyrd om verdslig musik i Rusland i middelalderen hører de militære feltkorps bestående af trompeter og slagtøj samt de såkaldte skomorocher, dvs. vandrende spillemænd, som nød stor popularitet i samtiden. Efter Moskvas omdannelse til hovedstad grundlagdes i første halvdel af 1500-t. et sangerkapel ved hoffet, men først med Romanovdynastiets magtovertagelse i 1613 åbnedes der for europæisk indflydelse, bl.a. i form af indkaldte orgelbyggere.

Under Peter 1. den Store blev militærmusikken omorganiseret, og ved forskellige former for selskabelighed fik den nye hovedstad Sankt Petersborgs befolkning mulighed for at orientere sig i den samtidige europæiske dansemusik. I 1731 indkaldtes den første af en række italienske operatrupper, og med engagement af kapelmestre som Paisiello, Sarti og Cimarosa kulminerede den italienske opera i Rusland.

Den første franske operatrup blev præsenteret ved hoffet i 1762, og i de følgende årtier opførtes med succes operaer af bl.a. Monsigny og Grétry. Fra 1779 dukkede de første russiske operaer op, flere med libretto af Katarina 2. den Store.

Bestræbelserne på at etablere en national musikkultur fik sit første betydelige udtryk i Mikhail Glinkas operaer, og med udgangspunkt heri og med teoretisk grundlag i kunst- og musikkritikeren Vladimir Stasovs skrifter blev den russiske nationalopera en realitet. Stasov havde i 1856 mødt Mikhail Balakirev, og han blev mentor for den gruppe af yngre komponister, kaldet De Fem, som samlede sig omkring Balakirev. Modest Musorgskij, der var medlem af gruppen, udviklede i sine operaer et tonesprog præget af tekstnær diktion og en ukonventionel behandling af harmonik og periodeopbygning.

Nikolaj Rimskij-Korsakov fik som lærer indflydelse på den efterfølgende generation af komponister, bl.a. Anatol Ljadov (1855-1914), der skrev eventyrinspirerede orkesterværker, og Sergej Ljapunov (1859-1924). Fotografi fra ca. 1900.

Nikolaj Rimskij-Korsakov fik som lærer indflydelse på den efterfølgende generation af komponister, bl.a. Anatol Ljadov (1855-1914), der skrev eventyrinspirerede orkesterværker, og Sergej Ljapunov (1859-1924). Fotografi fra ca. 1900.

I Nikolaj Rimskij-Korsakovs store operaproduktion benyttes elementer fra russisk folkemusik. Som modsætning til disse russisk inspirerede værker står Tjajkovskijs betydeligste operaer, hvis fremtrædende placering i russisk musik ikke mindst skyldes deres stærke psykologiske indføling.

Blandt orkesterkomponister i 1800-t. må nævnes bl.a. Glinka, Balakirev, Borodin, Musorgskij og ikke mindst Rimskij-Korsakov, hvis overlegne instrumentation kom til at præge den følgende generation af russiske komponister, hvoraf mange var hans elever. Skønt Balakirev, Borodin og Rimskij-Korsakov også skrev symfonier, domineres den russiske symfoni af Tjajkovskij. I modsætning til De Fem var han i sit valg af værktitler mere europæisk end snævert russisk orienteret.

En udpræget åbenhed, bl.a. over for tysk romantik, findes især hos Aleksandr Glasunov, hvis ni symfonier viser en bred stilistisk orientering. En overvejende konservativ holdning præger Sergej Rakhmaninovs produktion af ikke mindst klaverværker, mens Aleksandr Skrjabins klavermusik, heriblandt ti sonater, opviser en udvikling frem mod en stadig mere koncentreret form i én sats og i et klangligt stærkt nuanceret tonesprog. Flere af sine sene orkesterværker lader Skrjabin være båret af et teosofisk tankeindhold, og i Prometheus (1908-10) forsøger han at sammenkoble musikken med lys- og farvevirkninger.

Igor Stravinsky som dirigent under en orkesterprøve. Fotografi fra 1950'erne.

Igor Stravinsky som dirigent under en orkesterprøve. Fotografi fra 1950'erne.

I årene op mod revolutionen i 1917 gjorde Igor Stravinskij og Sergej Prokofjev sig stærkt gældende. I balletterne Ildfuglen (1910), Petrusjka (1911) og Le Sacre du printemps (1913) udviklede Stravinskij en stil, hvori det folkemelodiske materiale kombineres med en kompleks rytmik og en stærkt udviklet harmonik. I Prokofjevs Skytisk suite (1914) møder man en dissonansrig, nærmest brutal stil.

Efter Oktoberrevolutionen i 1917 blev musik ligesom de øvrige kunstarter inddraget i den kommunistiske propaganda, og skønt 1920'erne var præget af eksperimenter, bl.a. med rod i futurismen, sådan som det kommer til udtryk i Aleksandr MosolovsJernstøberiet (1926-28), førte kravet om musikkens løsrivelse fra "vestlig dekadence" og kravet om formalisme til en streng censur over for egentlig modernistiske kompositioner, over for musik med jazzpræg og over for kirkemusik, som blev forbudt i 1928. Bannerfører for den nye sovjetiske musik blev i første række Nikolaj Mjaskovskij, hvis 5. symfoni (1918) betragtes som eksponent for den nye stats musikkultur.

Dmitrij Sjostakovitj virkede som komponist under vilkår, der til tider var alt andet end gunstige for en skabende kunstner. Alligevel bærer hans musik ofte præg af hans stærke vilje til at udtrykke sig i et personligt tonesprog. Fotografi fra ca. 1960.

Dmitrij Sjostakovitj virkede som komponist under vilkår, der til tider var alt andet end gunstige for en skabende kunstner. Alligevel bærer hans musik ofte præg af hans stærke vilje til at udtrykke sig i et personligt tonesprog. Fotografi fra ca. 1960.

Mens kun få værker af partitro komponister nåede uden for Sovjetunionen, blev Dmitrij Sjostakovitj gennem sin 1. symfoni (1925) tidligt kendt i Vesten. I 1936 blev operaen Lady Macbeth fra Mtsensk (1936), som rummer stærkt ekspressionistiske træk, forbudt.

Forholdene for komponisterne var blevet skærpet, idet en partiforordning i 1932 havde påbudt dem at arbejde inden for "den socialistiske realisme". Sjostakovitjs senere værker indeholder en tilsløret kritik af systemet, mens Prokofjev snarere efterkom kravet om en folkelig stil. I 1948 skærpedes kursen alvorligt: Der indførtes forbud mod reaktionær musik, dvs. størstedelen af værker skrevet efter 1900, samt mod al religiøs musik.

I efterkrigstiden, hvor der blev slækket på censuren, bevarede Sjostakovitj sin fremtrædende position blandt russiske komponister. I direkte eksperimenterende retning arbejdede hans elev Galina Ustvolskaja (1919-2006), ligesom senere Edison Denisov og Sofja Gubajdulina har anvendt seriel teknik.

Som en stærk repræsentant for russisk musik før og efter Sovjetunionens sammenbrud stod Alfred Schnittke, som med anvendelsen af collageteknik og polystilistik markerede sig også uden for Ruslands grænser.

Populærmusik

Den russiske populærmusik var helt op til 1950'erne isoleret fra vesteuropæisk og amerikansk indflydelse. Efter afholdelsen af en verdensfest for ungdom og studerende i 1957 og efter at The Beatles blev kendt i Rusland i 1960'erne, ændredes forholdene betydeligt.

Rockgrupper med hjemmelavede elguitarer skød op, men levede som en undergrundskultur. Først i 1980'erne blev nogle rockgrupper legaliseret, men et forbud blev indført allerede i 1983-84.

Selv ikke efter glasnost- og perestrojkapolitikken er det lykkedes for den russiske populærmusik at etablere en tradition, der rækker ud over pop- og schlagergenrerne, inden for hvilke sangerinden Alla Pugatjova (f. 1949) er den mest fremtrædende kunstner. En af de få grupper, der er kendt uden for Rusland, er heavyrock-bandet Gorky Park, der blev dannet i 1987.

Læs mere om Rusland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Røllum-Larsen: Rusland - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153482