Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - musik (folkemusik)

Oprindelige forfattere ABN og BA Seneste forfatter Redaktionen

De ældste musiktraditioner i Norge er knyttet til livet på sæteren. Hyrder og malkepiger kunne ved at blæse i dyrehorn og "trelur" nå frem til dyrene, kalde dem tilbage til sæteren eller skræmme ulve og bjørne væk. Instrumenterne fandt også anvendelse, når det gjaldt kontakten mellem mennesker på sæteren. Når kreaturerne skulle malkes om aftenen, lokkede malkepigen dem hjem med høje råb, efterfulgt af lange toneranker, som kunne have en lille dansemelodi indbygget. Hertil kom opremsningen af dyrenes navne. Sangformen huving blev benyttet til at give beskeder over lange afstande til andre hyrder, malkepiger eller til hjembygden. Laling kunne tjene samme funktion, men musikken var her mere melodiøs og fungerede ofte som vekselsang mellem to malkepiger eller hyrder.

Balladerne er de ældste episke folkeviser i Norge. I middelalderen blev balladerne sunget til dans, således som det stadig gøres på Færøerne. De opdeles efter tekstindholdet i naturmytiske viser, ridderviser, legendeviser, kæmpeviser, historiske viser og skæmteviser. Den enstrofede stev har ligeledes rødder i middelalderen; der skelnes mellem gammelstev og nystev efter form og funktion. Dertil kommer slåttestev, som er tekster og rytmeord uden fast form sunget til en dansemelodi (slått). Bånsuller er melodier, som har været benyttet som vuggeviser.

Blandt de yngre former for vokal folkemusik er først og fremmest de religiøse folketoner, som har tekst af kendte salmedigtere og melodier, der ofte er baseret på protestantiske koraler. Derudover har især skillingsviserne været talrige i de norske bygder.

Annonce

Fløjter af træ, bark eller horn er blandt de ældste norske folkeinstrumenter. Tidligt i middelalderen brugtes desuden mundharpe, lyre og bondeharpe, og i løbet af 1500-t. var både tromme og citerinstrumentet langeleik etableret i de norske bygder. Størst betydning fik imidlertid violinen, som kom til Norge i begyndelsen af 1600-t. På denne tid begyndte man også at fremstille bondevioliner med understrenge, og meget tyder på, at disse violiner bygger direkte på middelalderens violintyper. Bondeviolinen blev især udviklet i Hardanger og er derfor blevet kendt som hardingfele; violinen og hardingfelen var spillemandens almindeligste instrumenter.

Den dansemusik, som blev spillet på et strygeinstrument, kaldes ofte for slåttemusik og inddeles i tre hovedgrupper, hvoraf bygdedansslåtter spilles til de ældste af danseformerne, dvs. springar, pols, gangar, rull og halling, som har rødder i renæssancens pardanse. Bygdedansslåtterne udgør den vigtigste del af slåttemusikken og indeholder dialektforskelle i både spil og dans mellem de forskellige distrikter. Turdansslåtter spilles til de rækkedanse, som kom til Norden fra især England i slutningen af 1700-t., fx reel og engelskdans, og runddansslåtterne dukkede op i Norden i 1800-t. og har sammen med de tilhørende danse rødder i den folkelige tysk-østrigske pardansetradition. De inddeles i fire hovedtyper: vals, polka, masurka og reinlender. Der er også en gruppe slåtter uden dansetilknytning, ofte kaldet lyarslåtter.

Læs også om andre musikgenrer i norsk musik eller om Norge i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, BA: Norge - musik (folkemusik) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132862