• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - musik

Oprindelige forfattere ABN og JBerg Seneste forfatter Redaktionen

De ældste beviser på dyrkelse af musik har Norge tilfælles med de andre nordiske lande, nemlig dels arkæologiske fund, især lurer, dels mere eller mindre historiske, ofte fantasifulde omtaler i eddaerne, sagaerne og krønikerne. De første skriftlige kilder med musik kom med kristendommen i slutningen af 900-t. Materialet består nu kun af fragmenter, men fra disse lykkedes det i 1911 næsten fuldstændigt at genskabe den liturgiske musik til fejring af Sankt Olav; de engelske missionærers indflydelse heri er umiskendelig. Overleveret er også en tostemmig hymne til ære for Sankt Magnus, det ældste kendte flerstemmige stykke af nordisk oprindelse; musikken er bemærkelsesværdig for sin tid ved næsten udelukkende at benytte tertsintervallet.

Kun to norske komponister kendes fra 1500-t., Caspar Ecchienus og Johan Nesenus (død 1604). Omkring 1600 fik stadsmusikanter privilegier i Bergen og Oslo med ansvar for byernes musik i samarbejde med organisterne og eleverne på latinskolerne. Koncerter blev organiseret i de større byer i 1700-t. af musikselskaber, der hovedsagelig bestod af amatører; et af dem, Musikselskabet Harmonien, grundlagt i Bergen 1765, eksisterer endnu. Georg von Bertouch (1668-1743) satte sit præg på musiklivet i Kristiania, mens Johan Daniel Berlin (1714-1787) og sønnen Johan Heinrich Berlin (1741-1807) var organister i Trondheim. Violinisten Johan Henrik Freithoff (1713-1767) fra Kristiansand og pianisten Israel Gottlieb Wernicke (1755-1836) fra Bergen var især aktive i Danmark.

Ved løsrivelsen fra Danmark i 1814 voksede et ønske om national uafhængighed frem, og Kristiania indtog en førende position i kulturlivet. Waldemar Thrane skabte med efterligninger af folkemusik en national opéra-comique, Fjeldeventyret (1825). Ole Bull var en af 1800-t.s mest berømte violinister, der som den første gjorde Norge internationalt kendt i musiklivet, og i Paris var T.D.A. Tellefsen (1823-1874) en berømt elev af Chopin. Mere hjemlig berømmelse opnåede Otto Winther-Hjelm (1837-1931), som komponerede den første norske symfoni, og Halfdan Kjerulf, der var værdsat for sine korsange, romancer og klavermusik. I Trondheim blev Ole Andreas Lindeman (1769-1857) stamfader til et musikerdynasti, hvis mest betydningsfulde medlem, sønnen Ludvig Mathias Lindeman, var organist, pædagog og folkesangeindsamler. Edvard Grieg blev en af nationalromantikkens mest repræsentative og elskede komponister, hvis originale harmonik havde stor betydning for musikkens udvikling i det sene 1800-t., ikke mindst hos impressionisterne. Samtidig med ham var Johan Svendsen, hvis talent som dirigent kom i vejen for en betydelig symfonisk komponistvirksomhed, og Johan Selmer (1844-1910). Efter Grieg indtog Chr. Sinding stillingen som Norges førende komponist, og Johan Halvorsen virkede ligesom Svendsen som komponist og dirigent. Hvor Gerhard Schjelderup (1859-1933) og Hjalmar Borgstrøm (1864-1925) stod tysk musik nær, kom Alf Hurum, Pauline Hall (1890-1969) og Arvid Kleven (1899-1929) under påvirkning af fransk impressionisme.

Annonce

Eivind Groven (1901-1977) og Geirr Tveitt (1908-1981) førte den nationale linje videre med musik baseret på et grundigt studium af norsk folkemusik, mens mindre udtalte nationale elementer findes forenet med internationale stilistiske træk hos David Monrad Johansen, Ludvig Irgens Jensen og Bjarne Brustad (1895-1978). Efter 2. Verdenskrig opnåede den længe isolerede pioner for atonalitet i Norge, Fartein Valen, international anerkendelse, og sammen med Harald Sæverud og Klaus Egge tegnede han moderne norsk musik midt i 1900-t. Samtidig trådte Knut Nystedt og Egil Hovland frem som repræsentative yngre skikkelser i norsk musikliv, ikke mindst inden for kirkemusik, og Finn Mortensen udviste mere udfordrende tendenser. Mest radikalt eksperimenterende blev Arne Nordheim, som stadigvæk er en dominerende personlighed i norsk musikliv.

Efter Nordheim har navnlig Olav Anton Thommessen (f. 1946) og Lasse Thoresen (f. 1949) gjort sig gældende både som komponister og som formidlere; begge er professorer ved Norges musikkhøgskole, og Lasse Thoresen modtog i 2010 Nordisk Råds Musikpris. Til generationen af yngre komponister hører især Rolf Wallin (f. 1957), der modtog Nordisk Råds Musikpris i 1997, Asbjørn Schaatun (f. 1961), Åse Hedstrøm (f. 1950) og Cecilie Ore (f. 1954).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, John Bergsagel: Norge - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132861