Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grækenland - musik

Oprindelig forfatter BTrae Seneste forfatter HaAn

Græsk musik er præget af de traditionelle musikalske former.

Folkemusik

Mikis Theodorakis har modtaget adskillige internationale priser; i 1970, kort tid efter at han var gået i eksil i Paris, udnævntes han til Århusstudenternes æreskunstner. Fotografi fra 1971.

Mikis Theodorakis har modtaget adskillige internationale priser; i 1970, kort tid efter at han var gået i eksil i Paris, udnævntes han til Århusstudenternes æreskunstner. Fotografi fra 1971.

Græsk folkemusik udgøres af flere forskellige regionale stilarter, der har udviklet sig på landet og i byerne i vekselvirkning med nabolandene og de nationale mindretal. Overordnet skelnes mellem tre stilområder: fastlandet, øerne og Lilleasien. I nyere tid er enkelte genrer via medierne blevet alment kendte, fx den orientalskprægede rebetika og danse som kalamatianos og tsamikos.

Trods store forskelle findes dog væsentlige fællestræk. Folkesangene bygger på stavelsestællende vers med især seks, syv, otte og tolv stavelser foruden den jambiske 15-stavelses-linje delt i to halvvers (8+7). Under udførelsen forsynes teksterne med udråb, fyldeord og stavelsesgentagelser.

Annonce

Skalaerne er overvejende syvtoneskalaer, dels diatoniske, dels kromatiske med et eller to forstørrede sekundskridt. Rytmen kan være fri eller fast, og asymmetriske takter er hyppige: 7/8-takt er græsk, mens 9/8- og 9/4-takt (2+2+2+3), der kendes fra dansene karsilamas og zeibekikos, er af tyrkisk oprindelse.

De lokale stilarter karakteriseres ved deres individuelle skalaer og rytmer, ornamentik og improvisation. Epiros, hvor grækere, albanere og aromuner bor side om side, er speciel ved sin pentatonik og sin tre- og firestemmige vokalpolyfoni med bordunklang (ison, bassos).

Typisk er klagesangene mirologia og røverballaderne kleftika, der udføres i fri rytme både vokalt og instrumentalt. En balladetradition fra 1200-tallet er blandt andet bevaret i Thrakien, hvor man synger om helten Digenis Akritas til ledsagelse af strygeinstrumentet lira. På nogle af øerne bærer musikken efter italiensk indflydelse præg af terts- og treklangsharmonik.

Græske landsbyspillemænd findes næsten overalt, professionelle musikere derimod mest på fastlandet, ofte sigøjnere med oboskalmejer og trommer, zurnades (se zurna), eller ensembler med melodiførende klarinet eller violin. I sammenspil udfører de ledsagende instrumenter enklere former af melodien eller støtter med bordunklang.

Kunstmusik

En national græsk kunstmusik blev grundlagt 1908 af Manolis Kalomiris (1883-1962) og repræsenteres af bl.a. Nikos Skalkottas. Efter 1945 fulgte en fornyelse i kompositionsstilen med inspiration fra tidens store europæiske komponister og fra den græske bymæssige folkemusik rebetika. Til denne generation hører bl.a. Mikis Theodorakis, Argyris Kounadis (1924-2011), Manos Chatzidakis (1925-94) og Iannis Xenakis.

Læs mere om Grækenland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Trærup: Grækenland - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86338