Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Østrig - musik

Oprindelig forfatter LAJ Seneste forfatter Redaktionen

Østrig. Blandt de institutioner, der i århundredernes løb har bidraget til at gøre Østrig til et af de førende lande på musikkens område, har de traditionelle nytårskoncerter i Wiens Musikvereingebäude opnået særlig stor popularitet gennem de årlige tv-transmissioner. Her ses den rigt udsmykkede koncertsal ved en nytårskoncert i midten af 1980'erne.

Østrig. Blandt de institutioner, der i århundredernes løb har bidraget til at gøre Østrig til et af de førende lande på musikkens område, har de traditionelle nytårskoncerter i Wiens Musikvereingebäude opnået særlig stor popularitet gennem de årlige tv-transmissioner. Her ses den rigt udsmykkede koncertsal ved en nytårskoncert i midten af 1980'erne.

Østrigs musikalske udvikling indledtes i 700-tallet med grundlæggelsen af klostre i bl.a. Salzburg, Kremsmünster, Michaelbeuern. Gennem flere århundreder tjente musikken i kirker og klostre fortrinsvis til at bevare og formidle den enstemmige romerske kirkesang, mens den åndelige musik oplevede en noget større selvstændighed uden for kirken; siden middelalderen er der fx belæg for kirkesang på modersmålet, for religiøse dramaer (påskespil i Klosterneuburg og Erlau) og for rimede officier og hymner.

Minnesangen fik en fremtrædende repræsentant i Walther von der Vogelweide, der omkring 1190 virkede i Wien, mens Neidhart von Reuental videreførte traditionen i Steiermark. Oswald von Wolkenstein og "Munken (Hermann) af Salzburg" stod i 1300-tallet som eksponenter for en senere flerstemmig minnesang.

Opfindelsen af cembaloet nogle år før 1400 tilskrives wieneren Hermann Poll. Middelalderlige musikhåndskrifter skrevet mellem 1450 og 1473 vidner om Østrigs forbindelse med tidens internationale repertoire, og ved kejser Maximilian 1.s kapel i Wien virkede fra slutningen af 1400-tallet bl.a. organisten og komponisten Paul Hofhaimer, hvis samling af firestemmige vokalsatser, Harmonia Poëtica (1539), tillige rummer kompositioner af Ludwig Senfl.

Annonce

Inden for den verdslige instrumentalmusik dominerede lutspillet; Hans Judenkunigs (ca. 1450-1526) stykker for lut er blandt de tidligste nodetryk (ca. 1515) i Wien. Under humanismen i 1500-tallet dyrkedes oden, hvori antikke digtere og nye antikiserede tekster udsattes i firestemmige, homofone satser med musikalsk gengivelse af de antikke versemål. Navnlig Hofhaimer og Senfl bidrog til genren, der udbredtes som skolesang.

Italiensk musik nåede Østrig i begyndelsen af 1600-tallet med operaopførelser i Salzburg (1614), Innsbruck (1622) og Wien (1631). Indtil udgangen af århundredet var genren domineret af italienske komponister, og først omkring 1700 indledtes med Johann Joseph Fux, der ved siden af Antonio Caldara var tidens hovedskikkelse, en indenlandsk produktion af opera seria.

Også den østrigske kirkemusik blev påvirket af italiensk smag; fx vandt den venetianske flerkorsteknik indpas, ligesom oratoriet blev en yndet genre. En særlig type, sepulchrum, skabtes af wienske hofkomponister med det formål at hylde den hellige grav i den stille uge; genren forblev i brug op gennem 1700-tallet.

Instrumentalmusikken udviklede sig hastigt og opnåede selvstændighed ved siden af danse- og kirkemusikken. Paul Peuerl (1570-efter 1625) skabte nogle af de ældste kendte variationssuiter, mens Johann Jacob Froberger i sine cembalosuiter fastslog satsfølgen allemande-courante-sarabande-gigue.

Komponister, der bidrog til at udvikle violinmusikken, var Johann Heinrich Schmelzer (ca. 1623-80) og Heinrich von Biber (1644-1704). Georg Muffat, som havde studeret i Paris og Rom, var den første, der fik udgivet concerti grossi (1682), mens hans søn Gottlieb udelukkende skrev for tasteinstrumenter.

Joseph Haydn blev modtaget med begejstring af det engelske koncertpublikum, og i 1791 blev han udnævnt til æresdoktor ved Oxford University. I den anledning lod han opføre sin symfoni nr. 92 i G-dur, Oxfordsymfonien, som formodentlig også blev spillet ved hans første koncert i London samme år. Maleri af Thomas Hardy, 1791.

Joseph Haydn blev modtaget med begejstring af det engelske koncertpublikum, og i 1791 blev han udnævnt til æresdoktor ved Oxford University. I den anledning lod han opføre sin symfoni nr. 92 i G-dur, Oxfordsymfonien, som formodentlig også blev spillet ved hans første koncert i London samme år. Maleri af Thomas Hardy, 1791.

Parallelt med Mannheimskolens orkestermusik fremstod i Østrig en symfonik repræsenteret af bl.a. Matthias Georg Monn, Georg Christoph Wagenseil og Joseph Starzer (1626/27-87), der optog træk fra enklere former som divertimento og serenade.

Denne udvikling fandt efter Karl 6.s død (1740) sted i de adelige musikkapeller, som siden kom til at stå for en væsentlig del af musikkulturen (se wienerklassik). Med udgangspunkt i denne stil udviklede Joseph Haydn under sin ansættelse hos den ungarske fyrsteslægt Eszterházy den klassiske strygekvartet og den tidlige klassiske symfoni, som mange samtidige komponister (bl.a. Leopold Mozart, Carl Ditters von Dittersdorf, Florian Leopold Gassmann, Johan Georg Albrechtsberger, Ignaz Pleyel) byggede videre på. Stilen kulminerede hos Wolfgang Amadeus Mozart og den tidlige Ludwig van Beethoven, der fra hhv. 1781 og 1792 levede som uafhængige komponister i Wien.

Efter kejserinde Maria Theresias reduktion af hofmusikken søgtes operaen videreført med optræden af bl.a. rejsende italienske operatrupper. Tyskeren Christoph Willibald Gluck, fra 1752 bosat i Wien, fik ikke blot betydning ved at komponere i de gængse genrer (opera seria, opéra comique), men sigtede også i sine reformoperaer på at befri opera seriaen fra dens skabelonmæssige form.

Wienersyngespillet, der har rødder i folkelige komedier med musikalske indslag, udviklede sig efter 1760 under påvirkning af opera buffa og opéra comique, og med ophøjelsen af Burgtheater i Wien til tysk nationalteater søgte kejser Josef 2. at fremme genren, der kronedes af W.A. Mozarts Tryllefløjten (1791). Det folkelige tyske syngespil (af bl.a. Ignaz Umlauff (1746-96), von Dittersdorf, Wenzel Müller (1767-1835) og Joseph Weigl (1766-1846)) opførtes især ved Wiens forstadsteatre.

Franz Schubert.

Franz Schubert.

Den tyskfødte Ludwig van Beethoven opnåede stor succes med de værker, som han hyldede Wienerkongressen med (orkesterværket Wellingtons Sieg og kantaten Der Glorreiche Augenblick). Under Metternichs strenge regime (1815-48) reagerede det oplyste borgerskab med resignation, og i sammenhæng med den indadvendte livsstil, der kan sammenfattes under begreberne biedermeier eller Vormärz, kom musikken til at spille en væsentlig rolle som identifikationsmiddel. Til forskel fra Beethoven, der blev understøttet af aristokratiet, færdedes Franz Schubert gennem hele sit liv i borgerlige miljøer, og det var med henblik på disse, han komponerede sine mange lieder, ligesom klavermusikkens småformer (nocturne, impromptu, mazurka) skabtes for dette forum.

En anden udløber af biedermeier var wienervalsen, som havde sin oprindelse i forskellige landlige dansetyper (ländler, steirer, deutscher) og gennem komponister som Joseph Lanner og valsedynastiet Strauß blev udbredt til alverdens koncert- og balsale.

Senere i århundredet blev Johann Strauß d.y.s wieneroperetter (bl.a. Die Fledermaus (Flagermusen, 1874) og Der Zigeunerbaron (1885)) stildannende for følgende generationer af operettekomponister (Franz Lehár, Emmerich Kálmán).

Interessen for den mundtligt overleverede folkemusik fik i Østrig det særlige kendetegn, at grupper af sangere (tyrolersangere, alpesangere) drog på turnéer både i indland og udland med et repertoire af folkemusik (herunder jodlen).

Gesellschaft der Musikfreunde (grundlagt 1814) var en af de førende institutioner i Wiens koncertliv og blev i første halvdel af 1800-t. model for musikforeninger i Innsbruck, Graz, Linz, Klagenfurt og flere andre byer. I Salzburg stiftedes 1841 Mozarteum, der 1842 afholdt den første Mozart-festival. I anden halvdel af 1800-tallet var Graz i kraft af sin opera førende blandt provinsbyerne. Østrigs ry på instrumentalmusikkens og sangens område blev i anden halvdel af 1800-tallet forsvaret af den tyskfødte Johannes Brahms, Anton Bruckner og Hugo Wolf.

Gustav Mahler var i sin samtid bedst kendt som dirigent og operainstruktør. Først et halvt hundrede år efter hans død blev hans symfonier og andre værker genstand for almindelig interesse.

Gustav Mahler var i sin samtid bedst kendt som dirigent og operainstruktør. Først et halvt hundrede år efter hans død blev hans symfonier og andre værker genstand for almindelig interesse.

Omkring 1890 blev Wien centrum for en musikalsk modernisme, hvis spændvidde rækker fra stilpluralisme og ironi i Gustav Mahlers værker i de sene 1880'ere til Arnold Schönbergs udvikling af tolvtoneteknikken i midten af 1920'erne.

Imellem disse yderpunkter repræsenterede Alexander von Zemlinsky en mere Wagnerpåvirket stil, der byggede videre på tonaliteten, ligesom Erich Korngold (1897-1957) komponerede i et senromantisk tonesprog, præget af Richard Strauss.

Kredsen af komponister, der sluttede op omkring Schönbergs radikale fornyelser, kendt som "Anden Wienerskole", omfattede bl.a. Alban Berg, Anton Webern, Egon Wellesz, Hanns Jelinek, Hans Apostel (!901-72) og til en vis grad Ernst Krenek.

Østrigs indlemmelse i 1938 i Tyskland betød indførelsen af de nazistiske racelove. Al jødisk og eksperimenterende musik blev forbudt, således også Gustav Mahlers og Arnold Schönbergs værker. I et enkelt tilfælde dispenseredes der: i erkendelse af, at østrigerne vanskeligt kunne leve uden folkelige klassikere som Radetzky-Marsch og An der schönen, blauen Donau, hemmeligholdt man efter ordre fra højeste sted, at Johann Strauß d.æ. ifølge Nürnberglovene var kvartjøde og Johann Strauß d.y. dermed ottendedelsjøde. De belastende akter blev dels forfalsket, dels holdt under lås og slå som 'Geheime Reichssache'.

Efter 2. Verdenskrig fremstod serialismen som en blandt flere muligheder, yngre komponister som Friedrich Cerha, Kurt Schwertsik (f. 1935) og Roman Haubenstock-Ramati knyttede an til. Elektronmusikken, som var udgangspunkt for Irmfried Radauer (1928-99), Haubenstock-Ramati og Gösta Neuwirth (f. 1937), blev dog af mere langtrækkende betydning.

I 1960'erne-70'erne sås desuden tendens til collage og "ny tonalitet" hos Schwertsik, Ivan Eröd (f. 1936) og Karl Heinz Gruber (f. 1943). Østrigsk operaproduktion oplevede i slutningen af 1900-tallet et opsving (Haubenstock-Ramati, Cerha og Eröd), der indledtes med Gottfried von Einems (d. 1996) vel modtagne opera Dantons Tod (1947).

Læs mere om Østrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lisbeth Ahlgren Jensen: Østrig - musik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185223