Gary Bertini, 1927-2005, israelsk dirigent og komponist af russisk herkomst. Efter opvækst i Palæstina fik han sin uddannelse i Centraleuropa og tog derefter tilbage til Israel, hvor han 1955 debuterede som dirigent. Han holdt sig i tæt kontakt med det israelske musikliv samtidig med, at han optrådte verden over, også i Danmark. Bertini er særlig kendt for sine intense fortolkninger af Mahlers symfonier.