Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tonny Landy

Oprindelig forfatter JC Seneste forfatter Redaktionen

Tonny Landy, egl. Tonny Nuppenau, f. 1937, dansk tenor. Tonny Landy er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet, før han debuterede på Det Kongelige Teater 1966 som Alfredo i Giuseppe Verdis opera La Traviata. Efter engagement på Stora teatern i Göteborg 1968-70 og på operaen i Lübeck 1969-70 sang han lyriske partier på Det Kongelige Teater, hvor han var ansat 1978-94.

Tonny Landys pædagogiske indsats for en ny generation af sangere har været stor på Opera-Akademiet (hvor han var forstander 1980-94) og musikkonservatorierne i København og Århus (fra 1986).

Gennem mange år har Tonny Landy med sin kone, Tove Hyldgaard, dannet et populært operettepar. Odd Fellow Ordenen oprettede 1994 et legat i deres navn til hjælp for unge sangeres videreuddannelse.

Annonce

Som skuespiller har Tonny Landy medvirket i flere film og tv-serier, og han har været vært i tv-programmerne Musik i arbejdstøj og Sangerens værksted. 1999 udgav han selvbiografien En sangers liv og i 2009 bogen Sangerens værksted.

Tove Hyldgaard og Tonny Landys hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Christiansen: Tonny Landy i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 4. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114374