Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Inga Nielsen

Oprindelig forfatter JC Seneste forfatter Redaktionen

Inga Nielsen optrådte i Parken i København i 1993 sammen med bl.a. tenoren Placido Domingo.

Inga Nielsen optrådte i Parken i København i 1993 sammen med bl.a. tenoren Placido Domingo.

Inga Nielsen, 2.6.1946-10.2.2008, dansk sopran, der blev uddannet i Østrig, og hvis karriere efter debuten i 1973 fortrinsvis fandt sted i udlandet.

Inga Nielsen sang bl.a. på festspillene i Salzburg og på Covent Garden i London, og Hans Werner Henze kreerede titelpartiet i sin opera Den engelske kat (1983) til hende. Inga Nielsens stemme udviklede sig i en mere dramatisk retning, og hun havde international succes som Richard Strauss' Salome (pladeindspilningen med hende, Radiosymfoniorkestret og Michael Schønwandt betragtes generelt som den bedste) og kejserinden i Die Frau ohne Schatten.

Hun fik sin Wagnerdebut som Elsa i Lohengrin i Hamburg 1998 og sang igen partiet i den samme iscenesættelse af Peter Konwitschny (f. 1945) på Det Kongelige Teater i 2007.

Annonce

Inga Nielsen var fra 1978 gift med sangeren Robert Hale.