Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Henriette Bonde-Hansen

Oprindelig forfatter BViiN Seneste forfatter UV

Henriette Bonde-Hansen, f. 1963, dansk sopran, uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet.

Siden debuten i 1993 på Den Jyske Opera som Adèle i operetten Flagermusen af Johann Strauss d.y. har Henriette Bonde-Hansen på Det Kongelige Teater bl.a. sunget hovedroller i Mozart-operaerne Figaros Bryllup, Don Giovanni og Tryllefløjten samt i Gioacchino Rossinis Tyrken i Italien, hvor hun som Fiorilla leverede en fremragende præstation.

I 1997 debuterede Henriette Bonde-Hansen på Opéra National de Paris som Valencienne i Franz Lehárs operette Den glade enke, og hun er siden blevet et stadig mere efterspurgt navn på operascener i bl.a. Frankrig, Belgien, Tyskland og Canada. Blandt glansrollerne bør nævnes Pamina, Fiordiligi, Gilda, Mélisande og Sophie i Richard Strauss' Rosenkavaleren.

Annonce

Henriette Bonde-Hansen virker også ofte som oratorie- og koncertsanger.

2013 fik Henriette Bonde-Hansen tildelt Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. 2014 modtog hun en Reumert som Årets sanger for Gaetano Donizettis Lucia di Lammermoor på Den Jyske Opera.

Se videoklip: Henriette Bonde-Hansen synger Ilias arie Padre, germani fra 1. akt af Wolfgang Amadeus Mozarts opera Idomeneo. Optagelse fra 2010; dirigent: Adam Fischer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bendt Viinholt Nielsen: Henriette Bonde-Hansen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49437