Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ann Petersen

Oprindelig forfatter JC Seneste forfatter UV

Ann Petersen, f. 1966, dansk sopran. Ann Petersen blev uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Opera-Akademiet. Hun debuterede på scenen som 1. dame i Wolfgang Amadeus Mozarts opera TryllefløjtenDet Kongelige Teater 1999 og sang samme år Donna Anna i Don Giovanni og Ingeborg i Peter Heises Drot og Marsk (begge på Den Jyske Opera).

2001 blev Ann Petersen efter gæstespil i Tyskland engageret på operaen i Graz, hvor hun sang Feltmarskalinden i Richard Strauss' Rosenkavaleren, som hun 2005 begejstrede publikum med på Den Jyske Opera. Siden har hun sunget Liú i Giacomo Puccinis opera Turandot og guvernanten i Benjamin Brittens The Turn of the Screw (begge Det Kongelige Teater, 2006).

Ann Petersen har de senere år skabt sig en international karriere især som Wagner- og Strauss-sanger: som Elsa i Lohengrin, Eva i Mestersangerne i Nürnberg, Freia i Das Rheingold og Kejserinden i Die Frau ohne Schatten; desuden som solist i diverse Wagner- og Strauss-koncerter.

Annonce

Ann Petersen modtog en Reumert som Årets sanger 2010 for Richard Strauss' Ariadne på Naxos på Det Kongelige Teater og i 2013 for Wagners Tristan og Isolde på Den Jyske Opera.

Se videoklip: Ann Petersen som Senta, Egils Silins som Hollænderen, Stephen Milling som Daland, Endrick Wottrich som Erik og Marie-Ange Todorovitch som Mary i Richard Wagners opera Den flyvende Hollænder (1843). Optagelsen er fra en prøve på operafestivalen i Orange, 2013; dirigent: Mikko Franck.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Christiansen: Ann Petersen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141260