Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vagn Holmboe

Oprindelig forfatter HPal Seneste forfatter FiSoe

Vagn Holmboe.

Vagn Holmboe.

Vagn Holmboe, 20.12.1909-1.9.1996, dansk komponist, sin generations betydeligste repræsentant for dansk symfonisk musik.

Vagn Holmboe lærte tidligt at spille violin og komponerede små stykker til sig selv, endnu før han kunne noderne. I 1926-29 studerede han teori og komposition hos Knud Jeppesen og Finn HøffdingDet Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. I 1930 fortsatte han sine studier hos Ernst Toch i Berlin. Toch hørte til i forgrunden af tyske neoklassiske komponister, hvis hovedskikkelse var Paul Hindemith.

I Berlin traf Holmboe den rumænske pianist Meta May Graf (1910-2003), som tog timer hos Hindemith. De blev gift i 1933 i Rumænien, hvor han indsamlede og studerede folkemusik. Derefter slog de sig ned i København, hvor Holmboe ernærede sig som privatlærer.

Annonce

I 1939 vandt han med sin 2. symfoni en konkurrence udskrevet af Det Kongelige Kapel. Uropførelsen samme år betød hans gennembrud som komponist. 1940-49 underviste han i hørelære ved Blindeinstituttet og var i 1947-55 musikanmelder ved Politiken. Ved ISCM-festivalen i København 1947 vakte opførelsen af hans 5. symfoni (1944) opsigt og skaffede ham internationalt ry.

I 1950 blev Vagn Holmboe lærer og i 1955 professor i komposition ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I 1959 modtog han Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats hæderspris, og i 1965 trak han sig tilbage med pension og et livsvarigt legat fra Statens Kunstfond.

Blandt Holmboes elever kan nævnes Ib Nørholm og Per Nørgård.

Vagn Holmboes musik

Vagn Holmboe var traditionalist. Han opfattede sig selv som viderefører af en symfonisk tradition fra Johannes Brahms over Carl Nielsen og Jean Sibelius. Hans hovedværker er de 20 strygekvartetter, der er påvirket af Joseph Haydns kvartetter, og de 13 symfonier og talrige symfoniske orkesterstykker.

Der er berøringspunkter mellem hans musik og Paul Hindemiths, men hvor denne arbejdede med baroktidens former og rytmer og en nykonstrueret kunstmusikalsk tonalitet, fandt Holmboe inspiration fra rytme og tonalitet i Balkans folkemusik.

Studiet af folkemusik var afgørende for ham, og han publicerede flere arbejder om arabisk og østeuropæisk musik. I 1938 skrev han en artikel om den københavnske gadesang, et arbejde, som han videreførte og udgav i udvidet form i 1988. Citater af folkemusik findes kun i et fåtal af hans kompositioner som Rumænsk Suite for Klaver (1937) og den 3. symfoni, Sinfonia Rustica (1941), der bygger på jyske folkedanse.

Men i folkemusikken fandt han grundlæggende rytmiske, melodiske og harmoniske elementer, som han udnyttede konstruktivt i alle sine kompositioner. Heri ligner han ungareren Béla Bartók og rumæneren George Enescu. I skæringspunktet mellem det musikantiske, det folkelige, det nordisk kølige og det symfonisk ekspressive skabte han et enestående dansk tonesprog.

Han markerede sin æstetiske position i en række artikler og navnlig i bogen Mellemspil (1961). Han tog afstand fra både Igor Stravinskijs kølige artisteri og Arnold Schönbergs ekspressionisme og tolvtoneteknik, som han fandt ufrugtbar. Også efterkrigstidens avantgarde, serialisme og tilfældighedsmusik fandt han kunstnerisk gold, skønt han så dens berettigelse som teknisk eksperiment.

Vagn Holmboes musikalske stil

Vagn Holmboe udformede som sit eget kompositionsprincip et begreb om musikalsk metamorfose (forvandling), som hans yngre samtidige Niels Viggo Bentzon har kaldt "vor tids form". Holmboe beskrev metamorfosen som "baseret på en udviklingsproces, der forvandler et stof til et andet, uden at det mister sin identitet, sine grundegenskaber".

Den er "præget af enhed, hvilket blandt andet vil sige, at modsætninger, hvor stærke de end er, altid er skabt af samme stoflige substans" (fra Mellemspil). Metamorfoseprincippet præger især hans musik fra 1950'erne og 1960'erne, mest udtalt i de fire orkesterværker, der alle har undertitlen "Symfonisk metamorfose": Epitaph (1956), Monolith (1960), Epilog (1961-62) og Tempo Variabile (1971).

Metamorfosen er hverken en kompositionsteknik som serialismen eller en formtype, men et alment princip for det musikalske stofs enhed, forestillingen om kunstværket som en organisme, der fra en kerne udvikler sig efter sine egne anlæg. Det er en tanke, der har præget meget europæisk kunst siden Johann Wolfgang von Goethe, og som også lå til grund for Schönbergs æstetik. I sin enkleste form er metamorfosen transformation af temaer, men den kan også udfolde sig på andre musikalske planer. I den symfoniske klaversuite Suono da bardo (1949) og i Monolith er udgangspunktet en ordning af de tolv toner, mens det i Tempo Variabile er enkelte intervaller og klangfarver.

Vagn Holmboes enorme produktion på hen ved 400 værker omfatter næsten alle genrer. Foruden hans symfonier og kvartetter kan man fremhæve de 13 solokoncerter og ikke mindst hans kormusik, der har dannet skole for dansk korkomposition. Det store oratorium Requiem for Nietzsche (1963-64) til tekst af Thorkild Bjørnvig hører til hans hovedværker, og af hans a cappella-kormusik må nævnes de mange satser til bibeltekster med fællestitlen Liber Canticorum, hvoraf Benedic Domino (1952) og Laudate Dominum (1984) hører til de hyppigst opførte danske korsatser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Palsmar: Vagn Holmboe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92518