Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Per Nørgård

Oprindelige forfattere HPal, KKet og MeHa Seneste forfatter FiSoe

Per Nørgård, f. 13.7.1932, dansk komponist. Han studerede hos Vagn Holmboe, først privat og siden (1952-55) på musikkonservatoriet i København. 1956-57 studerede han i Paris hos Nadia Boulanger. 1958-62 var han anmelder ved dagbladet Politiken. Han underviste fra 1965 på musikkonservatoriet i Aarhus (fra 1987 som professor), hvor han etablerede et progressivt kompositionsstudium og blev lærer for en række betydelige yngre komponister. Han virkede her til 1995, da han trak sig tilbage for at komponere på fuld tid.

I 1950'erne bekendte Nørgård sig til en nordisk tradition fra Carl Nielsen, Sibelius og Holmboe. Ved ISCM-festen i Rom i 1959, hvor Nørgårds hovedværk fra denne periode, Konstellationer for strygere, blev opført, og i Darmstadt kom han og en række jævnaldrende i kontakt med den centraleuropæiske avantgarde. Han afprøvede derefter en række af modernismens muligheder op gennem 1960'erne: elektronisk musik (bl.a. Titanic, 1962), citat- og collageteknik (operaen Labyrinten, 1963, og balletten Den unge mand skal giftes, 1964) og eksperimenter med tekst og musik (Prisme, 1964) og med klang og form (Luna og Iris, begge 1968).

 Per Nørgårds egen fremstilling af en uendelighedsrækkes første 96 toner viser, hvordan rækkens mønstre gentages på højere niveauer. Begynder man i centrum og tager hver fjerde tone i spiralen, får man udgangsrækken igen. Går man lodret ned fra den inderste tone, dvs. tager hver 16. tone, får man også udgangsrækken. Gør man det samme fra den anden eller tredje tone, fås rækken i omvending og transponeret, og fra fjerde tone fås rækken i retvending og transponeret osv.

Per Nørgårds egen fremstilling af en uendelighedsrækkes første 96 toner viser, hvordan rækkens mønstre gentages på højere niveauer. Begynder man i centrum og tager hver fjerde tone i spiralen, får man udgangsrækken igen. Går man lodret ned fra den inderste tone, dvs. tager hver 16. tone, får man også udgangsrækken. Gør man det samme fra den anden eller tredje tone, fås rækken i omvending og transponeret, og fra fjerde tone fås rækken i retvending og transponeret osv.

I værkserien Fragment I-VI (1959-61) udviklede Nørgård sin egen variant af serialismen: uendelighedsrækken, en radikalisering af den tematiske metamorfoseteknik, som han havde videreført fra Holmboe. Uendelighedsrækken er en intervalrække; udgangsintervallet afsættes i omvending og retvending, og de derved genererede intervaller afsættes på samme måde i det uendelige. Den har med Nørgårds ord hierarkiske egenskaber, idet dens intervalmønster genfindes på højere niveauer (kaldet "bølgelængder") i rækken. I anden sats af orkesterværket Rejse ind i den gyldne skærm (1968) og i den 2. symfoni (1970) spilles forskellige bølgelængder samtidig i flere tempi. I senere værker fastlægges det harmoniske forhold mellem bølgelængderne efter naturtonerækken, der i Nørgårds tolkning også er hierarkisk opbygget, og rytmer og tempi organiseres hierarkisk efter det gyldne snit. Den totale hierarkiske organisering, som Nørgård udforsker i værkerne fra 1970'erne, og som giver musikken et overordnet harmonisk præg, er udtryk for en holistisk livsfilosofi, der blander spekulativ musikteori med astrologi og træk fra gnosticisme og østerlandsk mystik. Nørgård sammenligner sin hierarkiske musik, hvor forskelligartede bevægelser kan forløbe samtidig i indbyrdes harmoni, med naturens vækstprincipper og planeternes bevægelser; den er for ham et klingende udtryk for en universel harmoni bag fænomenverdenens kaos. Dette er særlig tydeligt i den senromantisk klingende 3. symfoni (1972-75).

Annonce

I operaen Siddharta (1974-79), der skildrer, hvordan helten får indsigt i verdens elendighed, blev denne harmonistiske kompositionsmåde problematisk. Kort efter gav mødet med den skizofrene schweiziske amatørkunstner Adolf Wölflis groteske produktion Nørgård inspiration til en musik, der også rummer det drastiske og disharmoniske. I den 4. symfoni, Indischer Roosen-Garten und Chineesischer Hexensee (efter Wölfli, 1981), veksler idyl og katastrofe, hierarkisk musik og spontane, frit komponerede, ofte dramatiske og aggressive felter og elementer af hverdagsmusik. Katastrofen forstås dog ikke som noget uopretteligt, men optages idealistisk i idyllen som dennes eksistentielt nødvendige modbillede. Wölfliskikkelsen og idéer fra hans arbejder har været udgangspunkt for en stor del af Nørgårds senere kompositioner, navnlig operaen Det guddommelige Tivoli (1982), der i øvrigt også benytter træk fra balinesisk gamelanmusik, som Nørgård har været optaget af fra midten af 1970'erne. Blandt hans værker fra 1980'erne kan desuden nævnes tre solokoncerter for henholdsvis cello, bratsch og violin.

Med den 6. strygekvartet Tintinnabulary (1986) og den 5. symfoni (1986-90) begyndte en række værker, der bygger på en ny teknik, en potensering af uendelighedsrækkens principper, kaldet tonesøer. Fra 1990'erne stammer værker som klaverkoncerten Concerto in due tempi (1995) og kammeroperaen Nuit des hommes (1996), et umisforståeligt indlæg imod krigens gru på grundlag af digte af Guillaume Apollinaire.

Den 6. symfoni, At the End of the Day (1999), overraskede ved et overskud af rytme- og klangglæde, som en stadig mere afklaret Nørgård siden har givet yderligere prøver på i værker som Lygtemændene tager til byen (2004), hvor Suzanne Brøgger har digtet videre på H.C. Andersens eventyr Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (1865).

Nørgårds musik er trods sin kompleksitet relativt lettilgængelig, og han har komponeret for alternative performancegrupper og amatører, bl.a. oratoriet Babel (1966) og et meget stort antal korsatser. Det har givet hans musik et bredere publikum end normalt for ny musik. Hans store og varierede produktion, der originalt viderefører en nordisk tradition i en postmoderne tid, gør fordring på at tale om det elementære og det universelle. Hans værker er en udfordring også for den, der ikke kan følge deres filosofiske overbygning.

Nørgård har modtaget Lili Boulanger-Prisen (1957), Carl Nielsen Legatet (1969, 2001), Nordisk Råds Musikpris (1974, for operaen Gilgamesh, 1972), Henrik-Steffens-Prisen (1988), Léonie Sonnings Musikpris (1996, som den første danske komponist), og han har siden 1996 været medlem af ISCM. Hans symfoni nr. 3 er optaget i Kulturkanon.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Palsmar, Knud Ketting, Merete Harding: Per Nørgård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133945