Pelle Gudmundsen-Holmgreen var en dansk komponist. Han var søn af Jørgen Gudmundsen-Holmgreen og gift med Karin Birgitte Lund. Uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos Finn Høffding fra 1952, lærer ved Det Jyske Musikkonservatorium i 1967-1973.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen forlod tidligt Vagn Holmboe-traditionen under indtryk af centraleuropæisk modernisme, men skabte sin egen udtryksform baseret på få, letgenkendelige figurer, dvs. melodistumper, enkeltstående akkorder (fx i Tricolore, 1969) og støjlyde i instrumenternes yderområder eller fx skralde eller båthorn.
Siden Chronos (græsk 'tid') for kammerorkester (1962) har fastlagte skemaer for figurernes tilbagevenden og toneområdets inddeling fremelsket marionetagtige indtryk; de kan minde om i Samuel Becketts absurde teater, der blev Gudmundsen-Holmgreens afgørende inspirationskilde (Je ne me tairais jamais. Jamais, for kor og ensemble, 1966).
Ved at inddrage nye materialer som ragtimefigurer i Symfoni, Antifoni (1977, Nordisk Råds musikpris 1980; optaget i Kulturkanon) og varierede konstruktionsprincipper udvidede han udtryksskalaen fra det intime (14 strygekvartetter, den første i 1959) til det udadvendte (Concerto grosso for strygekvartet og orkester, 1990, og Cellokoncert, 1996).
Musikken til forestillingen Blæs på Odysseus føjede i 1998 en dramatisk dimension til Gudmundsen-Holmgreens kormusik. I 2015 blev hans første opera Sol går op, sol går ned med tekst af Ursula Andkjær Olsen og Det Gamle Testamente uropført på Takkelloftet i Operaen i København.
Pelle Gudmundsen-Holmgreens store betydning for dansk musik er blevet markeret med en række udmærkelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.