Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bent Lorentzen

Oprindelig forfatter TMich Seneste forfatter Redaktionen

Bent Lorentzen, f. 1935, dansk komponist, uddannet ved Aarhus Universitet og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hans udgangspunkt er det soniske, dvs. at musik er lyd med psykologisk påvirkningskraft. På den baggrund har han især markeret sig som komponist af operaer, fx Die Musik kommt mir äusserst bekannt vor! (1974), en parafrase over Mozartoperaer. En del af hans operaer er uropført i udlandet og først siden spillet i Danmark. Hans store produktion dækker både vokale og instrumentale genrer, og han har ydet en vigtig indsats som komponist af elektronisk musik. I 1995 modtog han Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat og i 2003 Wilhelm Hansens Komponistpris. Fra hans omfattende senere produktion kan nævnes Pergolesis hjemmeservice (1998, bearbejdelse af Pergolesis operaLa serva padrona) og Der Steppenwolf (1999) samt en violinkoncert (2001). Hans bidrag til H.C. Andersen-fejringen i 2005, Fyrtøjet, skrevet for fortæller, symfoniorkester, kor, børnekor og juniorslagtøjsgruppe, kan ses som en opfølgning af hans succes med værket Comics (1987) for entertainer, symfoniorkester, kor, børnekor og musikskole.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Michelsen: Bent Lorentzen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=118297