Anders Nordentoft, f. 1957, dansk komponist, uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Ib Nørholm og Hans Abrahamsen og ved Det Jyske Musikkonservatorium hos Per Nørgård. Nordentoft, der også er uddannet violinist, har en baggrund som rytmisk musiker. Hans produktion omfatter orkester-, ensemble-, kammer- og soloværker samt sange. Mens gennembrudsværket Entgegen (1985) er dramatisk i sin gestik, er nyere værker som Hymne (1996) overvejende indadvendte og lyriske. Blandt fremtrædende senere kompositioner er orkesterværket Beggars' Palace (2000) og den rockinfluerede sangcyklus On this Planet for uskolet mandsstemme og ensemble (2000-01). Nordentoft modtog Carl Nielsen-prisen 1997 og Edition Wilhelm Hansens Komponistpris 2002.