P.E. Lange-Müller

P.E. Lange-Müller var en dansk komponist, som bl.a. har skrevet melodien til Midsommervisen i 1887.

Lange-Müller modtog undervisning i klaver og teori hos Gottfred Matthison-Hansen (1832-1909) og Edmund Neupert, men som komponist var han hovedsagelig autodidakt.

Et dårligt helbred medførte, at han trak sig tilbage fra det offentlige musikliv det meste af tilværelsen. I 1874 var han medstifter af Koncertforeningen og i et par år meddirigent, den eneste faste stilling, han beklædte.

Hans produktion omfatter dramatiske værker, instrumentalmusik, korværker og sange. Hans sange gør ham til den betydeligste danske romancekomponist i generationen efter Peter Heise. Også korsatser og romancer i nogle af hans sceneværker er blevet folkeeje; det gælder specielt musikken til Holger Drachmanns eventyrspil Der var en gang med Midsommervisen (1887).

Lange-Müller fandt inspiration i Drachmanns skildringer af sommernattens elskovsfyldte stemninger og Thor Langes bearbejdelser af slaviske folkesange, som udløste hans romantiske længsel og forkærlighed for en mørk harmonisk baggrund; dette nostalgiske udtryk var påvirket af Johannes Brahms og samtidige franske komponister, men blev ikke fulgt op af andre danske komponister.

Lange-Müller udviklede på grund af sin isolation en egen utraditionel stil, stærkt inspireret af J.P.E. Hartmann, Peter Heise og Robert Schumann. Klavertrioen (1898) er et af hans bedste instrumentalværker, men manglende teknisk færdighed er tydelig i større værker, der stedvis rummer en ejendommelig orkestrering.

Uden succes forsøgte han sig i operagenren, og hovedværket, den Wagnerpåvirkede Vikingeblod (1900), fandt kritikerne gammeldags. Denne dom er muligvis forklaringen på, at hans produktion faldt drastisk efter 1900 og ophørte helt efter 1910.

På det tidspunkt havde Lange-Müllers sange og værker som de tre Madonnasange (1900) for kor og Der var en gang ført til en stor popularitet i almindelighed. Bredest folkelig yndest havde i årevis den jævne Lykken er ikke gods eller guld til en tekst af Charles Gandrup (1847-1911). Den yngre komponistgeneration betragtede ham med respekt.