• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.P. Berggreen

Oprindelig forfatter EBa Seneste forfatter Redaktionen

A.P. Berggreen, Andreas Peter Berggreen, 1801-1880, dansk komponist og udgiver af kirke-, skole- og folkesange. Trods manglende musikuddannelse fik A.P. Berggreen efterhånden vigtige embeder i København som organist i Trinitatis Kirke, som sanglærer ved Metropolitanskolen og som statens sanginspektør.

Han stiftede den første folkelige sangforening Håndværkersangforeningen, underviste (bl.a. Gade og Heise), blev titulær professor og senere æresdoktor ved universitetet.

Berggreen komponerede adskillige lejlighedskantater, sange og sceniske værker i wienerklassisk stil. Han er mest kendt som koralbogsudgiver og for sit arbejde med folkesangen, en beskæftigelse, der er inspireret af oplysningstidens tanker om musikkens opdragende indflydelse på mennesket.

På linje med sin tids nationale og romantiske strømninger ville Berggreen udbrede fædrelandssangen og genoplive folkevisen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esther Barfod: A.P. Berggreen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46003