J.P.E. Hartmann fotograferet i sit arbejdsværelse på bopælen Kvæsthusgade 3 i København, hvor han levede i mere end 70 år. Th. ses det pedalklaver, som han øvede sig på med henblik på organisttjenesten i Vor Frue Kirke.

.

J.P.E. Hartmann, Johan Peter Emilius Hartmann, 14.5.1805-10.3.1900, dansk komponist, organist og jurist. Med en musikalsk produktion, der omfatter de fleste af tidens genrer, var J.P.E. Hartmann en af 1800-tallets mest fremtrædende danske komponister.

Skønt han var født ind i en musikerslægt, blev han ikke kapelmusiker som faderen, August Wilhelm Hartmann (1775-1850), og bedstefaderen, Johann Ernst Hartmann, men uddannede sig til jurist og arbejdede 1828-70 som sekretær i Den Borgerlige Indrulleringskommission. Han giftede sig i 1829 med komponisten Emma Hartmann.

I barndommen fik Hartmann en alsidig musikundervisning af faderen, mens bl.a. kapelmusikeren Joseph Frølich senere blev hans lærer i violin. I 1824 blev han ansat som organist ved Garnisons Kirke i København, og i 1843 efterfulgte han C.E.F. Weyse som organist ved Vor Frue Kirke i København.

Som ung var Hartmann påvirket af tidlig tysk og fransk romantik, men efterhånden udviklede han et meget personligt tonesprog, der tog farve af den nordiske emnekreds, han ofte byggede sin musik på.

Hans sceniske hovedværk er den idylliske folkeviseopera med libretto af H.C. Andersen, Liden Kirsten (1846), der til forskel fra hans tidligere operaer, Ravnen (1832) og Korsarerne (1835), opnåede stor popularitet (især Sverkels romance og tavlebordsduetten).

Sit ry som "nordisk" komponist skylder Hartmann bl.a. sin musik til Adam Oehlenschlägers tragedier Olaf den Hellige (1838), Knud den Store (1839), Hakon Jarl (1844) og Yrsa (1883), musikken til August Bournonvilles nordiske mytologiske balletter Valkyrien (1861), Thrymskviden (1868), Arkona (1875) og mandskorværket Vølvens Spaadom (1872), komponeret til Studenter-Sangforeningen, der siden har haft det på repertoiret. Vølvens Spaadom er optaget i Kulturkanon.

Beskæftigelsen med kammermusik og klavermusik går gennem hele J.P.E. Hartmanns produktion fra 1820'ernes fløjtesonate, klaverkvartet og violinsonate over en mængde ensatsede klaverstykker i 1840'erne og 1850'erne til den monumentale klaversonate i a-mol (1885) og Fantasi-Allegro for violin og klaver (1889).

For orgel komponerede han kun enkelte værker, herunder en fantasi i f-mol (ca. 1838) og en sonate i g-mol (1855). Som vokalkomponist er han især kendt for romancen Flyv Fugl, flyv (1838), sangkredsen Sulamith og Salomon (1848-50) og adventsalmen Blomstre som en Rosen-Gaard (1861), mens mange af hans øvrige salmemelodier efterhånden er gået af brug.

Gennem sit lange liv besad Hartmann mange tillidsposter i musiklivet, og under hans formandskab 1839-92 blev Musikforeningen den førende koncertinstitution i København. Også på musikeruddannelsen øvede han betydelig indflydelse gennem sin lærergerning på Erik Sibonis Musikkonservatorium fra 1827 til omkring 1842 og som medbestyrer og teorilærer på Københavns Musikkonservatorium fra 1867.

Hartmanns kraftfulde og harmonisk krydrede musik virkede inspirerende på yngre komponister som Edvard Grieg og Carl Nielsen. Men mange af hans værker blev komponeret til bestemte lejligheder og er derfor henvist til glemslen; på teatret har stort set kun Liden Kirsten og hans musik til 2. akt af Bournonvilles ballet Et Folkesagn (1854) holdt sig på repertoiret.

J.P.E. Hartmann skrev to symfonier, som i hans egen levetid kun opnåede få opførelser, men som i dag så småt har vundet indpas i koncertrepertoiret. Symfoni nr. 1 i g-mol op. 17 blev formodentlig skrevet med henblik på komponistens dannelsesrejse til Tyskland i 1836. Symfoni nr. 2 i E-dur fra slutningen af 1840'erne fik en enkelt opførelse i Musikforeningen i 1849.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig