Færøerne - musik

Færøerne - musik, Færøsk traditionel musik er grundlæggende præget af to forhold: øernes isolerede beliggenhed, der har givet rige muligheder for, at det nationale særpræg har kunnet udvikles og fastholdes, og det faktum, at musikkulturen indtil nyeste tid har været rent vokal, idet musikinstrumenter overhovedet ikke fandtes.

Den mest kendte og mest iøjnefaldende musikalske genre er balladen kvæði, der har rødder i middelalderen, og som bruges i forbindelse med den færøske kædedans, kvaddansen. Fremførelsen sker som vekselsang, idet forsangeren synger versenes tekstdel; efter at han har sat verset an, bliver han eventuelt hjulpet i sangen af de øvrige dansende, men disse synger først og fremmest mellemkvædene og de lange omkvæd. Omkvædet udgør versets musikalske tyngdepunkt og er fastere i sin melodiske udformning end versdelen, der har en mere reciterende, sprognær og formelpræget karakter. Et karakteristisk træk ved denne fællessangsform er endvidere, at forskellige varianter af melodien undertiden afsynges samtidig, hvorved der opstår en form for heterofoni.

Foruden de rent færøske ballader har der siden 1600-t. været sunget en række dansksprogede ballader, først og fremmest overført gennem Anders Sørensen Vedels og Peder Syvs trykte viseudgaver. De importerede melodier er med tiden blevet omformet og dermed tilnærmet den færøske melodistruktur.

Balladerne blev også tidligere brugt under arbejdssamværet i hjemmet om vinteren, kvældsædet. Sangene blev her fremført solistisk, og det betød, at de lange omkvæd ofte afkortedes drastisk. At også selve den episke fremstilling blev sammentrukket ved kvældsædesangen, er fremsat som hypotese, men ikke dokumenteret.

En anden fremtrædende folkemusikgenre, der stadig kan findes i levende tradition, er den folkelige salmesang, som tidligere brugtes såvel i kirken som ved husandagten. De almindeligt kendte protestantiske salmemelodier kom i tiden efter Reformationen til øerne, hvor de først og fremmest blev udbredt i forbindelse med brugen af Kingos salmebog. Som i det øvrige Norden og andre steder i Nordeuropa dannede de udgangspunkt for en folkelig sangstil, kingosang, som på den ene side forenkler den musikalske struktur og tilnærmer den den øvrige færøske musiktradition, mens den på den anden side beriger den med forsiringer og melismer. Under sangen kan der forekomme en vis improvisation også fra vers til vers med bl.a. oktavforskydninger, hvilket kan skabe et meget varierende melodiforløb, evt. med karakter af tonemaleri. I begyndelsen af 1900-t. gled den kollektive brug af denne salmestil ud, først som følge af den kirkelige salmereform, der fjernede den fra gudstjenesten, og senere ved, at husandagten forsvandt fra hjemmene.

En genre stadig i funktion er skjaldur, der omfatter rim, remser, småviser og vuggeviser brugt af voksne over for børn. Mens de tekstligt viser tæt slægtskab med det øvrige Norden og specielt med Norge, har de musikalsk set klart deres egen udformning med særlige melodiske fraser. Melodierne er overvejende syllabiske og opbygget som kæder af korte melodiske formler. Disse formler kan kobles sammen ret frit, men afsluttes som regel af en særlig slutformel. Toneomfanget er ret snævert, ofte en sekst, og større spring forekommer kun sjældent.