Modern Jazz Quartet, MJQ, am. jazzensemble, stiftet i 1952 af vibrafonisten Milt Jackson, pianisten John Lewis, bassisten Percy Heath (1923-2005) og trommeslageren Kenny Clarke (der i 1955 blev erstattet af Connie Kay (1927-1994)).

Som kontrast til det mere rå bebop-miljø blev MJQ lanceret som fire distingverede gentlemen i smoking, og med sin forkærlighed for third stream-musik vandt kvartetten et stort publikum blandt ellers jazzfremmede. MJQ var det eneste jazzensemble, der (i 1969) udsendte plader på The Beatles' selskab Apple Records. MJQ kan især i koncertoptagelser byde på fremragende blues- og balladespil, som eftertrykkeligt dementerer det selvhøjtidelige rygte, som både samtid og eftertid har udstyret den med.

Modern Jazz Quartet blev opløst i 1974, men gendannedes et par gange senere indtil den sidste pladeindspilning i 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig