Jimmie Lunceford, egl. James Lunceford, 1902-1947, amerikansk kapelmester. Han dannede 1927 et orkester, som efter sit gennembrud på Cotton Club i Harlem 1934 placerede sig som et af jazzens betydeligste og mest indflydelsesrige bigbands. Dets stil blev skabt af arrangøren Sy Oliver (1910-88), trompetist og medlem af dets vokalkvartet. Skønt Lunceford selv beherskede flere instrumenter, bl.a. saxofon og basun, foretrak han overvejende at holde sig til dirigentvirksomheden.