Jelly Roll Morton, egl. Ferdinand Joseph LaMothe eller LaMenthe, 1890-1941, amerikansk pianist, komponist og orkesterleder, en af den tidlige jazzmusiks mest farverige personligheder og største musikalske begavelser. Han voksede op i New Orleans som solopianist i ragtimetraditionen, men udviklede sig til jazzens første væsentlige komponist med bl.a. King Porter Stomp, Wolverine Blues og The Pearls (alle indspillet i 1923). Mortons indspilninger med orkestret Red Hot Peppers 1926-28 er milepæle i den tidlige jazzhistorie med deres sammenbinding af arrangement og improvisation. I 1938 indspillede folkloristen Alan Lomax Mortons erindringer med klavereksempler for Library of Congress i Washington (komplet udgivelse på cd i 2005).