Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

James P. Johnson

Oprindelig forfatter FSlu Seneste forfatter Redaktionen

James P. Johnson, James Price Johnson, 1.2.1894-17.11.1955, amerikansk komponist og jazzpianist. Allerede som barn var han solopianist i Harlem, han indspillede pianoruller i 1916 og senere et stort antal grammofonplader som solist og akkompagnatør for bl.a. Bessie Smith. Karakteristisk var venstrehåndens rytmiske stride-spil, mens højrehåndens melodilinjer viste påvirkning også fra europæisk klavermusik.

James P. Johnson var en vigtig inspirator for yngre kolleger som Duke Ellington og Fats Waller. Den ambitiøse Johnson komponerede i 1932 Symphony Harlem i fire satser. Flere af hans melodier er blevet evergreens, især Charleston, der i 1923 blev lanceret i Broadway-show'et Runnin' Wild og lige siden har været den hyppigst hørte lydside til dansen af samme navn (se charleston).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Slumstrup: James P. Johnson i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101762