• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Duke Ellington

Oprindelig forfatter EWie Seneste forfatter Redaktionen

Duke Ellington, egl. Edward Kennedy Ellington, 29.4.1899-24.5.1974, amerikansk orkesterleder, komponist/arrangør og pianist. I alle tre egenskaber blev Duke Ellington anset for en af jazzens betydeligste musikere, og han betragtes ofte som én af 1900-t.s mest fremstående amerikanske komponister, uanset genre.

Efter en tryg opvækst i en sort middelklassefamilie i Washington, D.C. viste Duke Ellington hurtigt talent som musiker og ledede, indtil han i 1923 slog sig ned i New York, flere orkestre sideløbende.

I 1920'erne opbyggede han et af de bedste tidlige bigbands, som i 1927-31 havde fast engagement på Cotton Club i Harlem og i denne periode udviklede en højst original stil. Den var baseret på Ellingtons egne kompositioner, som ofte skabtes over idéer fra orkesterets musikere, blandt hvilke trompetisten Bubber Miley havde særlig betydning for den tidlige Ellingtonstil.

Annonce

Specielt karakteristiske udtryksformer var den ekspressionistiske junglestil med messingblæsernes radikale klangmodulering (Black And Tan Fantasy, 1927) og den impressionistiske moodstil med raffinerede harmonisk-klanglige ensemblepartier (Mood Indigo, 1930).

I 1930'erne nåede Ellington og orkesteret verdensry, også ved solister som altsaxofonisten Johnny Hodges, trompetisten Cootie Williams, basunisterne Joe Nanton og Lawrence Brown og barytonsaxofonisten Harry Carney. De to første ledede små grammofonensembler fra orkesteret. Ellington skrev flere solokoncerter til musikerne, fx Concerto for Cootie (1940).

Et højdepunkt nåedes i 1940 med hovedværker som Ko-Ko, Cotton Tail og Bojangles. I 1940'erne indledtes en række større suiter med Black, Brown And Beige (1943). Orkesteret spillede i stigende grad koncerter og turnerede fra 1950'erne i stadig større omfang i Europa og fra 1960'erne i resten af verden.

Kompositorisk udstrakte Ellington sin virksomhed til musik for film og tv, teater og ballet, og fra 1950'erne fik han, der oprindelig var inspireret af Harlems stride-pianister og var en fremstående orkesterpianist, en position som en af jazzens mest originale og magtfulde klaversolister. I den egenskab kunne han lejlighedsvis samarbejde med så forskellige musikere som Louis Armstrong (1961) og John Coltrane (1962).

Som komponist har Duke Ellington efterladt sig mellem 1500 og 2000 værker i mange genrer, bl.a. populærmelodier (fx Solitude, 1934), og hans pladeproduktion (1924-73) er større end nogen anden jazzmusikers. Selvbiografien Music Is My Mistress udkom i 1973, et halvt år før Ellingtons død. I 1999 tildeltes han posthumt en hædrende omtale af Pulitzerprisens jury.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Wiedemann: Duke Ellington i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70054