Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charlie Parker

Oprindelig forfatter KFra Seneste forfatter Redaktionen

Charlie Parker med sin gruppe fra 1947, fra venstre Tommy Potter, bas, Charlie Parker, Miles Davis og, med ryggen til, pianisten Duke Jordan.

Charlie Parker med sin gruppe fra 1947, fra venstre Tommy Potter, bas, Charlie Parker, Miles Davis og, med ryggen til, pianisten Duke Jordan.

Charlie Parker, Charles Parker Jr., kaldet Bird, 29.8.1920-12.3.1955, amerikansk jazzsaxofonist. Charlie Parker spillede altsaxofon fra han var 11 år og var få år senere medlem af lokale orkestre i Kansas City.

I 1940 kom Parker til New York, hvor han vakte opsigt med sin avancerede spillestil. Han deltog sammen med bl.a. Dizzy Gillespie i de natlige jamsessions, hvor bebop blev udviklet.

Charlie Parker havde fra 1945 egne grupper og komponerede en række markante bebop-temaer.

Annonce

I 1946 blev han i et halvt år indlagt på et nervesanatorium, og i 1950'erne optrådte han pga. sit mangeårige narkotikamisbrug og deraf nedbrudte helbred kun sporadisk.

Charlie Parker nåede dog at indspille en række fremragende og epokegørende plader, og som stilskaber og altsaxofonist kan hans betydning for jazzen næppe overvurderes.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Frandsen: Charlie Parker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138890