Boogie woogie er en bluesklaverstil, som også anvendes på guitar eller i orkester. På klaver er den kendetegnet ved brugen af gentagne figurer i venstre hånd, delvis også i højre.
Stilen opstod i de amerikanske midtvestbyer omkring 1910, men bredte sig hurtigt sydpå til St. Louis og Indianapolis. Via den sorte befolknings masseudvandring fra sydstaterne kom boogie woogie i sidste halvdel af 1920'erne til Chicago, hvor betegnelsen for denne piano-stil slog igennem. Clarence "Pine Top" Smith (1904-29) anvendte for første gang begrebet på tryk med udgivelsen af Pine Top's Boogie Woogie i 1928.
Genren perfektioneredes af pianisterne Albert Ammons (1907-49), Pete Johnson (1904-67), Meade "Lux" Lewis (1905-64) og Jimmy Yancey (1894-1951) de følgende år. De tre førstnævnte spillede fra 1938 flere gange sammen som The Boogie Woogie Trio. Fra slutningen af 1930'erne blev boogie woogie særdeles populær og inspirerede blandt andre orkesterlederen Tommy Dorsey til at bearbejde genren for bigband. Den fik herefter et gennembrud som populær dansemusik. Boogie woogie-traditionen har haft en banebrydende betydning for udviklingen af rhythm and blues og rock'n'roll.
Pardansen boogie woogie opstod i midten af 1980'erne i Europa som en udvikling af 1940'ernes og 50'ernes jitterbug og rock and roll. Den danses både til boogie woogie-musik og til forskellige former for rockmusik. Ligesom den stærkt beslægtede, men ofte mere akrobatiske rock and roll dyrkes den både som selskabsdans og som konkurrencedans.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.